Jeg er sådan rigtig kommer på plads hos Herren igen, efter den der krise jeg er så drøn træt af at nævne, for vi er vel videre nu. Mit fokus er ret, mit hjerte tilbeder Ham, jeg fyldes af inderlig og ægte underkastelse og hengivenhed for Ham. Jeg hviler så oprigtig ved Hans fødder. Hans Dominante væsen er tydelig i min hverdag, det gør mig tryg i Hans favn og finder en sjælden mildhed frem fra mit inderste.
Sådan ønsker både Han og jeg det for alt i verden skal forblive. Men det kommer ikke af sig selv, det koster en indsats og ikke mindst bevidste valg og fravalg. Alting har en pris. Det er svært at holde balancen mellem den Dominante og den underkastede sund, midt i en moderne dansk hverdag.
Nogle Kære og trofaste læsere af min blog skrev i en tidligere kommentar tråd at jeg fortjener min drøm og at drømmen og længslen fortjener at leve. Drømmen om den helstøbte kvinden som en integreret 3.part. Tak kære blog læsere at i ønsker det bedste til Ham og for mig. Men sandheden er at jeg ikke længere fortjener at drømmen udleves, jeg fortjener ikke en sådan kvinde i mit liv.
Han skrev at valget ikke var mit, men et Han tog for mig. Det gjorde så uendeligt ondt at læse, mens jeg selv kun befandt mig i erkendelses processen. For sandheden er at det var Hans valg.
Tresomhed er helt unik, jeg beundre de der udlever det og det var virkelig min smukke smukke drøm, som jeg var draget af. Jeg har samlet 1000 gode minder, der aldrig vil forgå. Men for Ham og jeg blev det ikke det Han valgte for os og for fremtiden.
Sandheden er, at lige så smuk som tresomhed kan være, lige så kompliceret kan det være at udleve og være midt i. For Ham og jeg havde det nært kostet os ægteskabet. Der var ingen jalousi, men dæmoner har mange ansigter. Kvinderne har jeg intet at udsætte på – vi har fundet de fineste af slagsen. Men tresomheden tvang noget frem i mig, noget både Han og jeg hader og foragter. Derfor valgte Han som Han gjorde.
Det er en ringe trøst, men jeg tror det var en hel naturlig udvikling der skete, vi så det bare rigelig sent. Jeg kan jo se de fleste andre der starter ud som vi, ender ud som Herskab. Det har aldrig været på tale for os. Ikke desto mindre indtog jeg en eller anden form for løvinde rolle over for kvinderne.
Jeg er den af Ham og jeg der naturligt er den initiativrige, drevet af min eventyrlyst. Jeg elsker når jorden skælver under mig, elsker det dybe vand hvor jeg ikke kan bunde. Han nyder freden, roen, balancen og alt det jordnære. Det er Ham der griber mig når jordens rysten viste sig at være en vulkan i udbrud, det er Ham der kaster redningskransen når det dybe vand bliver til oprørsk hav. Derfor forstår jeg nu Han valgte som Han gjorde, selv om det var en svær proces for mig at måtte give afkald på at leve drømmen ud. En som jeg samler kun på succes oplevelser og lever efter buddet ”man kan hvad man vil”. Jeg har aldrig før i livet opgivet at nå et mål (eller drøm) jeg havde sat mig for – og den del alene var rigtig svær at acceptere. Det var Hans valg, jeg ville aldrig selv være i stand til at vælge sådan. Alligevel kom jeg så uendelig tæt på en sådan beslutning, da jeg bad Ham sætte mig fri. Dæmoner har mange ansigter, men kun adgang til de områder i livet hvor vi selv har invitere dem.
Drømmen er lukket og slukket, kvinderne er nu kun Hans, duften der af tager Han stadig med hjem. Han har placeret mig i comfort zonen – stedet hvor drømme ikke bliver til virkelighed. Men ind i mellem tager Han mig med på eventyr.
Han ved altid bedst, sådan er jeg taknemmelig for det er. Taknemmelig for Han beskytter sin slavinde og værner om det liv vi har sammen. Elsker Ham for evigt.
Kærligst maria magdalena
