Ham, jeg og år 2019

Det er ikke sådan rigtige nytårsfortsætter, mere bare refleksioner på ønsker og begæringer for et nyt år – sammen. Esensen er sammen, Han og jeg. Herre og slavinde.

 

Det er alvor nu, vi skal lykkedes i det, jeg kan se det på trækkene i Hans ansigt og den larmende stilhed råber det til mig. Føler mig både presset og ansvarlig for at prioriteterne bliver opgraderet. Jeg vil det mindst lige så gerne som Ham. Hans udtryk bliver bare meget mere fast og kontinuerligt end mit mere flyvske og febrilske. Vores hjerters begæringer er ens.

 

Det er vel i virkeligheden den største udfordring for de fleste der lever som os, at få flettet den travle hverdag sammen med D/s livet, så alt går op i en højere enhed.

 

Vi kan hurtig konkludere, at 24 timer i døgnet bare er for lidt, til alt hvad vi har raget til os, men det står ikke at ændre.

Herren og slavinden SKAL være det primære, det er identiteterne på dem vi er. Der skal være trivsel, balance og evig udvikling i vores 24/7 Herre – slavinde forhold, for det er på det fundament alt andet i vores liv er bygget og består.

 

Teoretisk set lyder det jo ret simpelt. Men simpelt betyder ikke nødvendigvis let.

 

Praktisk set er det lige til at tude over, bare ved tanken. Ikke bare to ordinære fuldtidsstillinger, desværre kunne jeg i et svagt øjeblik fristes til at sige. De to gange topskat er i vores begges tilfælde den slags job der forpligter os 24/7 – præcis som D/s livet !

Der med også den største trussel og konkurrent, når det gælder døgn, timer eller blot minutter.

 

Han´s stikpiller er en slags pile. Aldersmæssigt er vi der, hvor vi kunne have være frie og uafhængige, eller rettere vilde og udleve vores anden ungdom. Uden tvivl det er et kæmpe offer for Ham ! Det bedrøver mig så inderligt, at være vidne til, føler mig magtesløs i det.

 

Der er en dobbelthed der splitter og presser mig. Mit primære mål, en stræben på at gøre Ham ikke bare tilfreds, men bringe Ham noget nær det fuldkomne.

At få det flettet sammen med virkeligheden tynger mig, synes jeg stræber målrettet og fokuserer mentalt, løber, øger både tid og distance, men uden helt at nå målet, jeg er nød til sætte min lid til år 2019.

 

 

Man vil jo gerne det hele, målet er ussel mammon nok til pensionen, og hvem træder i øvrigt også frivilligt tilbage af karriere stigen.

Egentlig har jeg slet ikke en karriere, vi er meget privilegerede både Han og jeg og verden kan ikke rigtig vende anderledes, set med mine øjne. Jobbet er nøje udvalgt til mig, med udgangspunkt i at slavindelivet kan være mit primære. Jeg er meget beskyttet fra omverdenen, ingen nære mandlige arbejdsrelationer, ingen arenaer Han finder upassende, ingen selvrealiserende og identitetsgivende jobprofil, mit job tager på alle måder udgangspunkt i Hans forventninger til mig som slavinde.

Vi arbejder tæt sammen, det er kun få forundt at dele så mange timer i døgnet som Han og jeg, det har jeg for intet lyst at give afkald på. Min plads er nær Ham 24/7, og til hver en tid er Han min 1.prioritet.

 

Jeg vil egentlig så gerne bare stå bag Ham, gøre livet så let og behageligt for Ham som muligt. Aflaste Ham jobmæssig, muliggøre efteruddannelse, skabe tid og rum for en ekstra tøs, være Hans søde og milde kone med styr på familielivet og ikke mindst en fokuseret, lydig, hengiven og underkastet slavinde for Hans fødder.

 

Velkommen år 2019 jeg har tænkt mig at suge alt næring ud af dig.

 

Vi skal holde i hånden i operaen og elske inderligt i vildmarkens ro. Forsvinde væk i hotellets dyner, se hinanden, mærke hinanden og være på vores respektive pladser i livet.

 

Vi skal udleve kinky længsler, ønsker og begæringer. Dyrke det intenst og impulsiv. Dominansen og underkastelsen, Ham og jeg, Herre og slavinde.

 

Hverdags glimt

 

Hans greb fører mig med, og ned på knæ foran Ham. Lige der midt i rengøringen.

 

Blowjob tænker jeg.

 

Han taler: ” jeg giver dig en opgave og den er løbende til du får anden besked”

 

Blowjob tænker jeg.

 

” Daglig og klaret FØR sengetid”

 

Blowjob tænker jeg.

 

” Hvis ikke den er klaret, ryger du på webcam til fremvisning om aftenen, uden nåde”

 

Nemt, tænker jeg. Blowjob.

 

” du onanere daglig”

 

Blowjob ønskede jeg mig i mit tøse hoved.

 

Onani og orgasmer siger mig ikke det store uden Ham, en sjælden gang i den varme bruser efter en presset dag, som et afslappende alternativ for hende der er for rastløs til at dyrke yoga, men ikke noget jeg gør meget i. Føler nok lidt jeg fik onaneret færdig som 13-14 årig.

Jeg tænder virkelig ensporet på Hans lyst og begær, Hans pik og sperm. Onanere gerne for Ham og sammen med Ham, men det er jo noget andet, der kan jeg dufte Ham, mærke Ham, følge Hans rytme, magten er en rød tråd, der tar´ liderligheden mig.

At onanere alene føles sådan lidt skamfuld for mig, som i ” skal jeg dyrke mig selv” agtig. Jeg føler mig blottet. Det er dagligt ligesom en skamløs skøge. Jeg ved Hans blik vil lande på mig i løbet af dagen og alene det vil fremtone et afslørende ansigtsudtryk med svar til Ham om opgaven er fuldført. Forlegen – som den lille pige taget på fastgerning med fingrene i spilledåsen.

 

Jeg har tænkt mig at løfte opgaven i ydmyghed og lydighed. Fastholdt af konsekvensen hvis ikke, har jeg simpelthen ikke et valg.

 

Til slut fik Han mig til at glemme et øjeblik. Der på knæ foran Ham. Der var det jo – blowjob og smagen af sperm.

 

Substans

Please – se mig som den jeg er, og ikke som den jeg ikke er.

 

” Gad godt at slikke den der” skrev en fremmed mand til mine strand billeder på twitter. Først tænkte jeg Yrk, en vildt fremmet mand udtrykker han vil servicere mig, verden på vrangen.

 

Dernæst blev jeg stille, vemodig og reflekterende. Et øjeblik fortrød jeg, at billederne var lagt til offentlig skue på min twitter, fordi de åbenbart kunne misforstås.

 

Men det der var en dejlig formiddag på stranden, Hans og mit både sjove og uformelle, men også intense og nære samspil som mundede ud i lækker varm sex, skal ikke ødelægges af en pik-spiller, det skal forblive som tiltænkt, et kig ind i vores liv med D/s med Ham som Herre og mig som slavinde.

 

Jeg har det ofte ambivalent, ikke med at fremstille mig selv på et billede, men mere det at publicere det. Grundlæggende er det bare ikke mit eget behov, og så står det for min egen regning, at tænke det hurtigt får et forkert præg, sådan lidt ” hokus pokus, maria-magdalena i fokus” og at folk tror jeg er exhibitionist og ynder at dyrke nøgen og porno-modellen. Det er så ikke lige tilfældet, faktisk er det total turn off.

 

Helst vil jeg slet ikke som sådan ses, som i ”se mig”, bare gerne klassificeres som slavinde. En ejet ejendom, tilhørende Ham. Som værende substansen i objektet.

 

Billederne er tiltænkt at ære Ham, det er jo Hans ejendom. De er ikke bare tilegnet Ham, men ejet af Ham.

Han former en dukke

Sådan ca. midt i livet, med det klassiske forbehold ” om Herren vil og vi lever”, var det blevet tid for en opdatering, en vol.2.

Har aldrig været typen der sådan rigtig gennemgik hver cm af min egen krop minutiøst, har sådan grundlæggende alt taget i betragtning været okay tilfreds. Bevares min 40+ krop bar ikke præg af hverken standard model mål eller min ung-pige krops sprødhed. Men jeg har egentlig altid følt mig okay tilpas, og ikke mindst ret uhæmmet omkring min egen kvindelighed. Jeg er veltilpas på det her stadie i livet, afklaret og afslappet på 40+ niveau.

Jeg er meget præget af Ham og Hans ejendomsret over mig. Jeg ved godt, at min kvindelighed tilhøre Ham og kun Ham. Jeg ved præcis hvordan Han vil ha´ denne her kvindelighed til at gebærde sig frem her i livet, og ikke mindst er jeg indoktrineret til, at der ikke er nogen former for fri dressur.

Ude på egen hånd er kvindeligheden ikke noget vi spiller på, det har kun Hans foragt. Snoren er kort og ordrene mange. En marionet ført af Ham.

Nu løfter Han sværhedsgraden til et nyt niveau, Han giver og begrænser i et og samme.

Opdateringen af kvindeligheden. I mit ofte lidt for ubekymrede, impulsive og naive kvinde sind, havde jeg både tænkt tanken og leende sagt den højt. ” Når jeg bliver 40+ har de udtjent deres værnepligt, og så får jeg bare et par af silikone”. Så ubekymret og tankeløst, fordi der ligger en tryghed i, ikke at have mandat. Tanker er toldfrie.

Nu opgradere Han, efter Hans dukke design. Tingsliggørelsen tænder Ham, og den lyst begærer jeg. En dukke af plastik, det føles godt at måtte være en ægte dukke, i ægte plastik. Kirugen lurede den hurtigt, dialogen var mellem Herren og ham, det virkede så rigtig, bare at måtte sidde og være.

Sårbar og dermed også vaklende og usikker på en ny måde, fordi det for en som mig er alt jeg har, det er mit ypperste jeg kan bringe Ham og stille til Hans rådighed. Jeg har ingen identitet i samfundets moderne normer, i profession, i job eller andre for mig ligegyldigheder, fordi jeg ved Han ikke tillægger det værdi.

På bundlinjen har jeg kun mig selv, min krop og min kvindelighed at skænke Ham. Sådan lidt samme grund kerne som en luder.

Forude venter en proces, hvor Han fin pudser og justere efter Hans design, og jeg vil græde mig ihjel ved Hans fødder, hvis Han ikke kommer til at kunne li´ sit eget værk.

/maria-magdalena.

P.S. Jeg har fået ros af ham. Ros for at have været så diskret omkring det i vores vanilje verden. Det har ikke Hans behag, at alle ved om og kun yderst få fra nærmeste familie gør. Ingen andre og sådan skal det forblive.

 

30 day challenge

Ordene lød at jeg som Hans slavinde i 30 dage ville fortælle, netop hvad jeg gør for at rette fokus på Herren min og egen underkastelse.

Pinligt men sandt, det første der ramte mig var, at jeg tabte pusten. 30 på hinanden efterfølgende dage, lød lige umiddelbart som meget og mere end fantasien rækker, så hvad de følgende nu 29 dage vil byde på, aner jeg endnu ikke.

Men ja formålet er da nok i sig selv opfyldt, eftersom jeg føler mig klemt og mast ned i en tænkeboks.

Jeg synes egentlig selv jeg er okay god til daglig fokus, det er sådan meget grundlæggende for mig. Men når jeg så skal sætte ord på og redegøre i det offentlig rum, så sidder jeg mere tilbage med den der fornemmelse af, at det jo er en masse små bitte ting i hverdagen der udgør det samlede værk. Ting så små, at jeg ikke finder dem nævneværdige, de er så indgroet og normaliseret at det ikke synes som noget særlig.

Selvfølgelig bliver jeg fra tid til anden udfordret på mit Fokus, det sker mest i stressede og pressede perioder og situationer som er job relateret. Jeg ved godt selv når det sker, og den dårlige samvittighed indtræder straks, alligevel må den ligge i åben fighte en rum tid, med mit kontrol-gen som lige hurtigt får sat en masse på skinner, og ja der er fokus ikke altid ret, og 1.prioritet som det burde være. Jeg er nået stadiet for erkendelsen. Som nonnen i klosteret arbejder et helt og langt liv på større fokus i helliggørelsen, så efterstræber jeg lige så dag for dag, at vokse dybere ned i underkastelsen. Målet er at der dag for dag bliver lidt mere af Ham og lidt mindre af mig i en ret radikal og rendyrket version.

 

Min fornemmeste plads og position er på mine knæ, for Hans fødder.

Der er luften så tynd og fin, at alting finder et ensporet fokus.

 

I dag blev mit særlige fokus en slags prioriteret stille tid, alene tid til refleksion på emnet. En ting der ikke er min stærke side, men som jeg burde blive meget bedre til, fordi det gør mig godt og kommer Ham til gode.

I dag blev tanker til blog, og findes der en sød læser der finder det givtig er det også berigende for mig, men tankerne er tiltænkt og tilegnet Ham, som en del af dagens fokus. En slags kvittering på at opgaven er forstået og modtaget, med en hvis grad af seriøsitet, på trods af den først føles dum, overgjort og klaustrofobisk for mig

Efter endt skrivning ved jeg nu allerede selv lidt mere om hvad jeg de næste dage vil bringe, hvis du vil følge nærmere med i min 30 dages fokus challenge er det på Twitter

Tweets by slavinde_maria

 

Chippet – ejerskab for real.

Han havde længe, men periodevis talt i monolog om det, på sådan en åben ”jeg overvejer det her” måde. Jeg anede ikke om det nogen sinde var noget Han ville gøre alvor af, eller om det bare skulle forblive en syg ide.

 

Rammerne var klubbens trygge lokaler og der var bare Ham og jeg til stede i rummet.

 

Mental forberedelse for den submissive er ikke noget Han gør så meget i.

 

Han beordrede mig der ud, og så kunne jeg bare se alt var gjort klar. Vi har ikke sådan et moderne samtale- ægteskab når det kommer til sådanne punkter her. Han spørg mig ikke om det ville være okay med mig, om det ville overskride min grænse, hører mig ikke om tanker eller forbehold. Sådan vender Hans verden ikke.

 

Nu lå chip- kittet der, så var det sådan det skulle være. Jeg skulle chippes som et dyr. Mærkes så jeg fremtidigt ville bippe når scanneren blev kørt over. Så scanneren kunne læse mit nummer, det nummer der tilhører Ham.

 

Han vægter ejerskabet højt, i sin ret rendyrkede form. Han er besidderisk intet mindre. Mest ærefulde for mig er selvfølgelig de permanente mærkninger. Der hvor jeg får lov, at bekræfte seriøsiteten af ejerskabet for Ham.

 

Brændmærket med Hans Initial – tatoveret med Hans Navn og cpr – tatoveret et altid synligt sted med Hans initial og ” Herrens ejendom” nu chippet.

 

Ægtepagten tillægger både Han og jeg en ”til døden os skiller”værdi, alligevel har det senmoderne samfunds ligegyldige, useriøse og udsvævende brug af denne, umyndiggjort det seriøse evige og endelige og tidsånden har udvisket den ejerskabsmæssige værdi der lå et det.

 

Det samme gælder halsbåndet i BDSM miljøet, hvad entendet er et af de halsbånd der kan tages af eller på, eller et af de såkaldte permanente der er ”låst”om slavindens hals. Jeg har selv et halsbånd, jeg kan li´ symbolikken, finder den smuk, elsker ydmygt at knæle ned og få det lagt om min hals, men hverken Han eller jeg tar´ det for mere end det. Mest bruger Han det når jeg færdes i miljøet, som et stempel for ejerskabet og hvad der er Hans.

 

 

 

 

 

 

 

 

Forstadsfruerne

Fotograf kreditering : stinas plads – Olsensejendom

 

Forstadsfruerne.

Det kalder Han os.

De er så befriende at være sammen med, fordi de som nogle af de få kender til hele ens liv. Nogle gange er det ren vanilje, når vi sidder der med vores vanilje familier samlet, mødes på fælles vanilje-ferie, interesse vanilje event eller arbejdsrelateret vanilje relation.

På en måde føles det bare bedre og mere intimt, mere trygt og mindre overfladisk. Helt vanilje bliver man jo aldrig, det er kun emaljen.

Kun med de tøser kan jeg løbe fjantende rundt på en hotel gang om natten når vi har fået lidt for mange bobler og er sendt hjemmefra uden styring. Jeg får stadig lyst til at dryp tisse lidt på gulvet i elevatoren, når jeg tænker på hvor sjovt det var. I virkeligheden pinligt for så voksne, pæne kvinder som os, og feministerne råbte i kor ” ha nu lidt selvrespekt”, men det var ingen af os jo opdraget til hjemmefra. Tak kvinder for dem i er <3.  Det gode ved det er, at ingen mistænker os næste morgen, for fuck vi kan se strømlinede ud på overfladen. Vi kan være strammere end Støjberg. Hun er for resten et tilbagevendende emne på vores ” ku godt” liste, det er også kun med tøserne der kan opstå den der indforståede stodder-adfærd, hvor vi debattere kvinder vi godt lige kunne ordne, på en måde der vil få 80% af danske mænd til at rødme. Så Støjberg – her med en åben invitation.

Og hvis du sidder bedrevidende og fordømmende og tænker, at det ikke er adfærd der sømmer sig for en slavinde, så er det mest synd for dig lille kedelige grå mus, Herren min er slet ikke til sådan en Karen-kedelig type uden tiger-mis klør. D`Herrer havde skam hånd i hanke, da der blev beordret patter, så kom der selvfølgelig på mest lydige vis patter, og en ære og fokus fik de også igennem en særlig fotosession.

Fra Herren min er det et krav til mig, at jeg dyrker mine tøse-veninder aktiv og prioritere fællesskabet med dem, det øger mit fokus positivt mener Han.

Så er der de stille mere alvorlige stunder og i total kontrast til førnævnte ”løssluppenhed”.

Der hvor man bare ved man træder naturligt og stille i baggrunden fordi Herrene taler, man er bare hver deres ho i snor. En slags ekstra tilbehør, lige så ubemærket som de hver i sær ligger deres mobil fra sig på bordet, er man blot objektet bag dem. I de situationer oplever jeg faktisk mig selv værende sky, der følger en usikkerhed med, jeg bliver naturlig stille og forsagt, underkuet er nok det rette ord.

Man bliver fortrolig på en anden måde når man har været intime sammen, der krydses bare en grænse og der opstår bånd. Og nej, Herren min er ikke en swinger type, så vi knalder ikke rundt i en orgie rundkreds. Men den der fælles forståelse af, at kvinder er til mænds fornøjelse, respekten der ligger i Dominansen, og at være sammen i lidelsen og overgivelsen der følger med underkastelsen fysisk og psykisk, knytter bånd. Jeg er naturlig taknemlig og ydmyg for den kvinde der holder mig, når jeg ikke selv kan mere, når hun med sin krop villigt tager over og aflaster, når hun gennem Herren sin bringer noget af sig selv til Herren min, når vi mødes som en enhed og sammen giver til Dem, kun de der er lige der ser og kender mit svageste……. som også er mit stærkeste, at leve som underkastet.

Billede kreditering: lille tut http://www.lydig.dk