Sut den op fra slap

Jeg elsker når jeg lugter af Hans pik, det er en ære for mig. Så summer mit sind af lykke.

Alle kvinder burde konstant gå rundt og lugte af pik, så vender verden så rigtig og bliver sådan et lyst og mildt sted at færdes.

Kryb ned og sut den op fra slap, sagde Han. Dine læber er lavet til at sutte, er det ikke rigtig, spurgte han retorisk. Jeg nikkede indforstået, solede mig i lydigheden, men havde det i virkeligheden som en lille ivrig pige på vej ind i en karrusel.

Jeg gjorde mig umage, holdt fokus på at Hans pik blev omsluttet af mine læber. Smurte læberne vulgært fedtede med dråberne af Hans sperm, og lod dem glide langsomt op og ned over pikhovedet. Skiftevis bløde svulmende læber og lidt mere hårde, krævende, suttende læber der indlæste strukturen af Hans pikhoved.

Han var suttet op fra slap nu, og pigen var nu kommet videre fra karrusellen, til boden med de store slikkepinde. Dem der smager bedst når man savler så meget, at mundvandet løber over og sutter med en iver og nydelse der legalisere den højlydte smasken. Dem der smager bedst når man krænger dem helt ind i munden og trodser pladsen, det gør ikke noget den trykker let på svælget fordi den er så god.

Den salte smag af sperm er min lykkes eliksir. Den burde være min primære ernæringskilde, syg tanke, den vil jeg arbejde lidt videre med.

 

Er vi så kærester nu ?

Jeg føler mig som en lille teenager inden i, sagde hun.

Jeg kunne se på Ham Han var tilfreds.

For første gang længe, ja faktisk årevis, måske vi taler årti, mærkede jeg i mig selv en parathed for at kunne rumme og acceptere den der boblende…. ja teenage følelsen, i mig selv.

Det er længe siden jeg har været involveret i noget der kom i nærheden af tresomhed og troede måske tiden var rendt fra det. Det har fungeret så fint, at Han har haft ” sit eget” og jeg har følt mig veltilpas og bekvemt med at være distanceret.

Nu sad jeg der ved siden af hende og følte mig tiltrukket, berøring føltes så naturlig. Vi er enige om at vi er ret ukomplicerede sammen alle tre. Hun er ikke typen der er anstrengt at være sammen med, vi er slet ikke fremmedgjorte for hinanden. Hun er hende jeg kunne ligge mit hovedet på maven af, vi kunne grine og nusse. Hun er hende jeg føler mig tryg ved jeg ikke skal lede og fører hen til Ham og derved miste min egen underkastelse. Hun er hende med hvem jeg er helt tryg ved, at hendes hoved fokus er på Ham. Tresomheden virker så afbalanceret som få gange tidligere. Jeg glæder mig til at være et med hende og bringe til Ham.

Hun er præcis Hans type. Der er knap så meget husmoderlig karen-kedelig over hende. Folk der skuer vil nok nærmere sige rebel. Alligevel er hun hende, der udviser den fineste reneste form for den type hengivenhed der tricker Ham, når hun skriver og informere eller spørg om lov, langt ud over Hans krav og forventninger. Et sådan sind er Hans tænding. Og ja hun er fin.

De lyse nætters tid er atter kommet, de sommernætter der er som skabt til at knalde hele natten. Med vinduet åbent, enigma svagt i baggrunden, elskovslyde der blander sig med morgenstundens fuglekvidder. Den unikke følelsesmæssige samhørighed i tresomheden.

 

Hele mit liv tilhører Ham

Hele mit hjerte tilhører Ham.

Jeg elsker den Mand ubeskriveligt meget.

Vi er faktisk blevet ret gode Ham og jeg, til at få prioriteret alene tid, på trods af krævende hverdag og jobs. Ugentlige kalenderførte dates, alt fra formiddags-brunch på en hverdag, middag ude, en gå tur ved havet, til wellness og operaen. Måske banalt og en falliterklæring, at det overhovedet er nødvendig efter 30 år sammen ?

Men det stikker jo dybere, handler om meget mere end det man ser.

Det er førsteprioritet af tid og rum, til at huske på at finde ind og ned. I de stunder er der stilhed til at jeg kan se på Hans ansigt og mærker Ham. Mærker kærligheden og hengivenheden. En hengivenhed der ingen ende vil tage, det vækker min underkastelse for Ham. Jeg mærker en indre trang til at faldbyde mig selv, kaste mig ned for Hans fødder, modtage Hans ubegrundede pisk og smerte.

De stunder gør mig derfor blottet, hudløs og sårbar.

Det er sådan en formiddag, Han smadrer gennem stilheden i bilen.

” Hvis jeg dør, vil du så love mig aldrig at finde en anden mand ? ”

”og aldrig være sammen med nogen mand seksuelt? ”

Med tårer i øjnene aflagde jeg ed.

Hele mit liv tilhører Ham.

 

Hans design af mit sind

For nogle år siden bad Han mig om, at gå i gang med at strikke.

Ikke at Han nogen sinde gad eje en eneste af mine kreationer.

Skørt og banalt.

Mit restløse væsen, blottet for tålmodighed !?

Det er ikke et naturligt produkt af et tankestrejf, at koble mig med noget sådan.

Snarere en naturlig magnetisk modstand.

Tror det er Hans visdom at være to skridt foran.

Fylde på stilheden, det rolige, det kontinuerlige, fordybelsen.

Accepten af tiden der flyver, mens jeg sidder der standhaftig, fastholdt i slowmotion.

Kontrasten til det forflyvske A-menneskes rutineprægede marchhastighed.

Jeg ligner jo næsten mildheden selv som jeg sidder der i sofaens hjørne, med benene trukket sammen under mig og maskerne i skødet.

Som årene går, bliver jeg bedre og bedre til på meditativ vis, at trække vejret helt ned i maven, helt ned til råstoffet i slavindelivet.

Det er Hans design af mit sind.

 

At skue

De der dage, tider, perioder, hvor jeg mest af alt føler mig klemt og presset af alt omkring mig, jeg er så afhængig som ingen ser.

Samfundets opstyltede moderne strejf er på mange måder langt mere end jeg magter, men ingen  bemærker det.

Min krop sitrer konstant og kaster op på indersiden, men ikke én mine fortrækker sig, så ingen bemærker det.

For den selvstændige frie kvinde må de der dage, tider, perioder føles som hendes egen solo dans på roser.

For en som mig føles det som at være fanget i den forkert tidsalder. Som en snor om halsen, der vil kvæle mig i krav, forventninger og ansvar.

Bag et stålsat og udtryksløs ansigt der græder med usynlige tårer, kæmper hun mod et sammenbrud.

Pladsen til at være lille, forsvarsløs og svag er så trang, der er ikke ilt nok til hendes submissive hjerte og hendes hengivne sjæl.

Om natten er hun som en igle på Ham, i forsøget på at få næring.

hun ta’r Hans arm og holder den fast omkring sig. Tænk hvis Han slap, så ville hun falde ned.

Så ville hendes livløse krop ligger der mod asfalten i deres verden af krav og larm.

Det er angsten for at falde ned, der nogen gange rammer hende.

Så smiler hun med de røde læber og løfter glasset med bobler – det er alligevel kun det de kan se.

 

 

Æres den som æres bør

Ham og tøserne.

Gennem de sidste 10 år har de været der on/off i forskellige modeller og konstellationer. Faktisk får de hver og en gode, søde, unikke minder frem, minder der får mig til at smile og glædes.

Jeg under Ham dem fuldt ud, giver glad og gerne og ret ubesværet afkald på alt Han har delt med dem gennem årene.

I starten ville håbet og drømmende om tresomhed ingen ende tage, set i bagklogskabets klare lys vel nok en kende naivt på mange planer. Men forsøgene vil jeg aldrig fortryde, og drømmen både gnaver og pirre stadig dybt inde, naivt eller ej.

Der har også været dem jeg har vidst om, men knap kendt og ej heller savnede at kende. Taknemlig for hvad de gav til Ham. Det de gav, gjorde noget i Ham som jeg elskede at se og mærke.

De sidste par tøser Han har haft, har jeg ikke rigtig fået æret som æres bør, her på bloggen.

De har ellers begge været fine, villige, gavmilde, unge og smukke.

Den ene tryllebandt Ham gennem år, hun var typen med hvem Han kunne været blevet livs-partner. Jeg kender hende ikke, kun mødt få gange. Jeg tror ikke jeg forstår det de delte, men ved der var en dybde i hengivelsen der nærede Ham. Jeg tror Han præ-drømte om tresomhed i alt dens fuldkommenhed, og så alligevel havde vi aldrig været længere fra. Jeg gætter de begge længtes, men ingen af dem kunne nøjedes med mindre end hele pakken. Men timerne de delte, kan ingen tage fra dem.

Så var der Hans sidste tøs. En konstellation jeg forud ville have troet Han aldrig ville indgå i. Hun havde sin ægtemand derhjemme, de var som par venner af os, hun min tøse-veninde, vi havde mødt dem i BDSM miljøet. Men noget skete, der findes mennesker med hvem ping-pong hurtig bliver omsat til handling. Jeg elsker hende for hendes eventyrlyst og det fandenivoldske, hun er en sej tiger-mis og Ham, altså Herren min, Han var ikke bange for at tage kampen op.

Det var hyggeligt på et plan jeg ikke tidligere har oplevet, når vi sad der samlet til deres familiefester, som en del af hinandens liv på en ret unik måde.

Tak til hendes mand fordi han kunne og ville så fuldt og helt. Tak til hende for hendes hjerte og kådhed i projektet. Jeg ved ikke, om vi er helt færdig med at lege, er vi det ? 😉

Han spørger med jævne mellemrum, om i hvilken grad jeg er til kvinder. Det korte korrekte svar er, det bestemmer Han. Men det er ikke det Han spørger om, Han vil udfritte mig, om mig. Jamen jeg ER til kvinder, men da jeg grundlæggende mener kvinder er skabt for manden, så er jeg til kvinder med det formål, at udbyttet bliver til glæde og gavn for manden/mændene. Det er der mit personlige tændpunkt ligger, og sådan slutter cirklen så harmonisk.

Jeg er kun til kvinder der er underkastet mænd. Men jeg er ikke til klude-dukker, det er total turn off, hvis jeg skal agere dukkefører. Jeg er til frække tiger-mis kvinder og fælles leg i manegen. Men på Hans ordrer kan jeg være allround.

Gennem de sidste par år, har Han samarbejdet med en anden Herre i BDSM regi, og på den måde har jeg fået en tøse-veninde, med hvem jeg har delt lidt af hvert. Noget bringer smil frem, andet afsky og lidelse, men samhørighed fordi vi var der sammen, så der er rigelig + på tøse kontoen.

Minderne er gode og en del er der stadig liv og oplevelser i. Kun få har bragt et eftermægle af fortrydelse. En fortrydelse der er hæftet op på tvivlen om hvorvidt Han/vi gav for ”hurtig” op.

Pigen i de røde bukser, hun fortjener en note. Hun var om nogen villig til at betale prisen. Som den eneste kvinde nogen sinde, turde hun bide mig i halsen, det tænder mig stadig at tænke på og jeg savner det vi delte. Sammen gav vi Ham en seksuel vildskab.

Men kampen tabte Hr. og fru Danmark, i dag tror jeg de gav for hurtig op. Nogen gange er tid i sig selv visdom – øv !

Men nu er foråret atter kommet, og med det er sæsonen for tøsejagt gået ind. Knæk & bræk.

 

 

Mere sårbar end godt er

Følgende er en gæste-blog fra Herren min Master Boas. Han skriver ikke så ofte og når Han gør er det på de lukkede kink-forums. Jeg synes dog denne er så fin og har en nuance så den fortjener at blive delt, den viser en vinkel der ikke så ofte bliver sat ord på. Måske det skyldtes, som en skrev i en kommentar til bloggen, ” jeg er bange for at de ser på mig som en svag person der ikke vil være i stand til at fungere som dominerende fremadrettet. ”

/maria magdalena

 

Advarsel! Følgende er min egen rablen over et emne, der har optaget mig en tid. Derudover så har jeg (som altid) konsekvent valgt, at forholde mig ud fra et Patriarkalsk livssyn. /Master Boas

Jeg elsker at iagttage mennesker. Elsker at forsøge at gennemskue bagved liggende motiver og psykologiske mekanismer bag handlinger og gerninger. Gennem mine mange år i miljøet, og gennem min omgang med mange skønne mennesker, har jeg haft rig lejlighed til dette. Formålet er vel bare at blive klogere på mennesker og det der er større end dem. En form for filosofisk/religiøst nørderi blot til eget brug og en sjælden gang til at dele ud af.

Kønnenes forskellighed er stor og mangfoldig. Det er noget der for mig står som en styrke, og noget der i en tid som denne gerne fra min side dyrkes og fremelskes alle steder jeg kommer frem. Jeg elsker kontrasterne. Elsker kønnene der bejler (i denne moderne tid bruges fejlagtigt ordet ”kamp” i stedet) til hinanden og hinandens modsætninger.

En af de ting der har slået mig er mandens sårbarhed. Læser man rundt omkring, så vil man finde ret mange fortællinger eller debatoplæg fra piger/kvinder, der enten netop er gået ud af et forhold, eller som er på vej ud. Man kan læse hvordan de dygtigt og rigtigt sætter ord på deres oplevelser og kvaler. De henter hjælp og sympati. Og jeg kan iagttage at når de gør dette så får de det både fra medsøstre, men så sandelig ikke mindst fra det mandlige køn. Ud over dette, så har jeg kendskab til rigtig meget netværk mellem pigerne som jo gerne dyrker deres sociale behov under mere private former.
Mændene derimod dem ser vi sjældent selv eksponere egen problemstillinger. De skriver ikke, og de er som oftest ret anonyme når krisen kradser. Du ved kønnenes forskel. Kvinden er af natur sociale og elsker at tale om stort og småt. Hun søger selskab og nyder det. Svaghed er ikke noget der er fjernt fra hende, og når noget gør ondt, så hører man det. Manden derimod har tendens til at isolerer sig. Han søger ikke fællesskaber og da slet ikke uden et klart formål. Han skal være stærk og han skal kunne deale det, der nu engang kommer. Jeg kender det fra mig selv.

Men hvorfor er det så, at jeg gentagende gange har mødt overraskende forslåede mænd? Gang på gang er jeg blevet overrasket, når jeg i min søgen efter viden om mennesker og følelser, har stillet indiskrete spørgsmål under 4 øjne, spørgsmål der har kradset under lakken. Vel og mærket lakken på Dominante mænd, der bestemt ikke ved første øjekast har virket til at være hårdt ramte. Nogle gange faktisk mænd, hvor den modsatte part i den grad har fået sympati rundt omkring, gennem hendes historie om hvordan forholdet var vanskeligt, og måske også hvorfor hun var nødt til at gå. Uventet er ordene kommet fra ham. Ord om sorg og smerte. Ord om at føle sig snigløbet, ikke have set hvad der ramte før det var for sent. Ord om at være udstillet og være dømt ude. Ord om at have tabt i spillet om lykken, til trods for gode motiver og intentioner. Og ikke mindst ord om den tabte Dominans.
Èn mand sagde engang til mig. ”Nu er det nok. Det er 3. Gang jeg i miljøet har brugt år sammen med en kvinde, for at finde ud af at hun faktisk var helt off. Næste gang bliver det uden for miljøet, jeg orker det ikke mere”. Og de mænd jeg taler om er ordentlige og veluddannede mænd, med styr på deres liv. Og alligevel så rammes de voldsomt og man forstår også, at der har været et langt forløb med vanskeligheder og kvaler. Et forløb hvor Han har forsøgt at navigerer og finde vej ud af stormen. Alene som den styrmand der forlader den synkende skude som den sidste eller ligefrem går ned med skibet.

Og netop dette bringer mig til min undren. Hvorfor er det at vi mænd ikke søger fælleskabet med andre mænd? Hvorfor er det, at vi ikke taler om den slags her. Hvorfor får vi ikke råd fra andre mænd? Jeg taler ikke om fucking rundkredse hvor vi drikker grøn the! Jeg taler om old school venskaber mellem agtværdige mænd. Jeg taler om Herre-loger og mere af den slags. Jeg har jo svaret i mig selv. Jeg er dårlig til det sociale. Især det sociale uden et klart formål. Jeg er dårlig til at tage initiativ og planlægge. Men faktisk så er jeg gennem årene blevet bedre, og jeg har taget og tager aktive valg for at prioritere dette. Og grunden til dette er netop, for ikke at gøre mig mere sårbar end godt er. Og sårbar er man hvis man er uden vejledning eller rådgivning. Mit håb er, at vi må blive bedre til at søge hinanden som mænd og at vi må få modet til at tale om det svære, som vi jo alle står ansigt til ansigt med i disse forhold. I sidste ende er der jo ikke noget nyt under solen vel.