30 day challenge

Unknown

Ordene lød at jeg som Hans slavinde i 30 dage ville fortælle, netop hvad jeg gør for at rette fokus på Herren min og egen underkastelse.

Pinligt men sandt, det første der ramte mig var, at jeg tabte pusten. 30 på hinanden efterfølgende dage, lød lige umiddelbart som meget og mere end fantasien rækker, så hvad de følgende nu 29 dage vil byde på, aner jeg endnu ikke.

Men ja formålet er da nok i sig selv opfyldt, eftersom jeg føler mig klemt og mast ned i en tænkeboks.

Jeg synes egentlig selv jeg er okay god til daglig fokus, det er sådan meget grundlæggende for mig. Men når jeg så skal sætte ord på og redegøre i det offentlig rum, så sidder jeg mere tilbage med den der fornemmelse af, at det jo er en masse små bitte ting i hverdagen der udgør det samlede værk. Ting så små, at jeg ikke finder dem nævneværdige, de er så indgroet og normaliseret at det ikke synes som noget særlig.

Selvfølgelig bliver jeg fra tid til anden udfordret på mit Fokus, det sker mest i stressede og pressede perioder og situationer som er job relateret. Jeg ved godt selv når det sker, og den dårlige samvittighed indtræder straks, alligevel må den ligge i åben fighte en rum tid, med mit kontrol-gen som lige hurtigt får sat en masse på skinner, og ja der er fokus ikke altid ret, og 1.prioritet som det burde være. Jeg er nået stadiet for erkendelsen. Som nonnen i klosteret arbejder et helt og langt liv på større fokus i helliggørelsen, så efterstræber jeg lige så dag for dag, at vokse dybere ned i underkastelsen. Målet er at der dag for dag bliver lidt mere af Ham og lidt mindre af mig i en ret radikal og rendyrket version.

 

Min fornemmeste plads og position er på mine knæ, for Hans fødder.

Der er luften så tynd og fin, at alting finder et ensporet fokus.

 

I dag blev mit særlige fokus en slags prioriteret stille tid, alene tid til refleksion på emnet. En ting der ikke er min stærke side, men som jeg burde blive meget bedre til, fordi det gør mig godt og kommer Ham til gode.

I dag blev tanker til blog, og findes der en sød læser der finder det givtig er det også berigende for mig, men tankerne er tiltænkt og tilegnet Ham, som en del af dagens fokus. En slags kvittering på at opgaven er forstået og modtaget, med en hvis grad af seriøsitet, på trods af den først føles dum, overgjort og klaustrofobisk for mig

Efter endt skrivning ved jeg nu allerede selv lidt mere om hvad jeg de næste dage vil bringe, hvis du vil følge nærmere med i min 30 dages fokus challenge er det på Twitter

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Chippet – ejerskab for real.

Han havde længe, men periodevis talt i monolog om det, på sådan en åben ”jeg overvejer det her” måde. Jeg anede ikke om det nogen sinde var noget Han ville gøre alvor af, eller om det bare skulle forblive en syg ide.

 

Rammerne var klubbens trygge lokaler og der var bare Ham og jeg til stede i rummet.

 

Mental forberedelse for den submissive er ikke noget Han gør så meget i.

 

Han beordrede mig der ud, og så kunne jeg bare se alt var gjort klar. Vi har ikke sådan et moderne samtale- ægteskab når det kommer til sådanne punkter her. Han spørg mig ikke om det ville være okay med mig, om det ville overskride min grænse, hører mig ikke om tanker eller forbehold. Sådan vender Hans verden ikke.

 

Nu lå chip- kittet der, så var det sådan det skulle være. Jeg skulle chippes som et dyr. Mærkes så jeg fremtidigt ville bippe når scanneren blev kørt over. Så scanneren kunne læse mit nummer, det nummer der tilhører Ham.

 

Han vægter ejerskabet højt, i sin ret rendyrkede form. Han er besidderisk intet mindre. Mest ærefulde for mig er selvfølgelig de permanente mærkninger. Der hvor jeg får lov, at bekræfte seriøsiteten af ejerskabet for Ham.

 

Brændmærket med Hans Initial – tatoveret med Hans Navn og cpr – tatoveret et altid synligt sted med Hans initial og ” Herrens ejendom” nu chippet.

 

Ægtepagten tillægger både Han og jeg en ”til døden os skiller”værdi, alligevel har det senmoderne samfunds ligegyldige, useriøse og udsvævende brug af denne, umyndiggjort det seriøse evige og endelige og tidsånden har udvisket den ejerskabsmæssige værdi der lå et det.

 

Det samme gælder halsbåndet i BDSM miljøet, hvad entendet er et af de halsbånd der kan tages af eller på, eller et af de såkaldte permanente der er ”låst”om slavindens hals. Jeg har selv et halsbånd, jeg kan li´ symbolikken, finder den smuk, elsker ydmygt at knæle ned og få det lagt om min hals, men hverken Han eller jeg tar´ det for mere end det. Mest bruger Han det når jeg færdes i miljøet, som et stempel for ejerskabet og hvad der er Hans.

 

 

 

 

 

 

 

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Forstadsfruerne

fullsizeoutput_e65

Fotograf kreditering : stinas plads – Olsensejendom

 

Forstadsfruerne.

Det kalder Han os.

De er så befriende at være sammen med, fordi de som nogle af de få kender til hele ens liv. Nogle gange er det ren vanilje, når vi sidder der med vores vanilje familier samlet, mødes på fælles vanilje-ferie, interesse vanilje event eller arbejdsrelateret vanilje relation.

På en måde føles det bare bedre og mere intimt, mere trygt og mindre overfladisk. Helt vanilje bliver man jo aldrig, det er kun emaljen.

Kun med de tøser kan jeg løbe fjantende rundt på en hotel gang om natten når vi har fået lidt for mange bobler og er sendt hjemmefra uden styring. Jeg får stadig lyst til at dryp tisse lidt på gulvet i elevatoren, når jeg tænker på hvor sjovt det var. I virkeligheden pinligt for så voksne, pæne kvinder som os, og feministerne råbte i kor ” ha nu lidt selvrespekt”, men det var ingen af os jo opdraget til hjemmefra. Tak kvinder for dem i er <3.  Det gode ved det er, at ingen mistænker os næste morgen, for fuck vi kan se strømlinede ud på overfladen. Vi kan være strammere end Støjberg. Hun er for resten et tilbagevendende emne på vores ” ku godt” liste, det er også kun med tøserne der kan opstå den der indforståede stodder-adfærd, hvor vi debattere kvinder vi godt lige kunne ordne, på en måde der vil få 80% af danske mænd til at rødme. Så Støjberg – her med en åben invitation.

Og hvis du sidder bedrevidende og fordømmende og tænker, at det ikke er adfærd der sømmer sig for en slavinde, så er det mest synd for dig lille kedelige grå mus, Herren min er slet ikke til sådan en Karen-kedelig type uden tiger-mis klør. D`Herrer havde skam hånd i hanke, da der blev beordret patter, så kom der selvfølgelig på mest lydige vis patter, og en ære og fokus fik de også igennem en særlig fotosession.

Fra Herren min er det et krav til mig, at jeg dyrker mine tøse-veninder aktiv og prioritere fællesskabet med dem, det øger mit fokus positivt mener Han.

Så er der de stille mere alvorlige stunder og i total kontrast til førnævnte ”løssluppenhed”.

Der hvor man bare ved man træder naturligt og stille i baggrunden fordi Herrene taler, man er bare hver deres ho i snor. En slags ekstra tilbehør, lige så ubemærket som de hver i sær ligger deres mobil fra sig på bordet, er man blot objektet bag dem. I de situationer oplever jeg faktisk mig selv værende sky, der følger en usikkerhed med, jeg bliver naturlig stille og forsagt, underkuet er nok det rette ord.

Man bliver fortrolig på en anden måde når man har været intime sammen, der krydses bare en grænse og der opstår bånd. Og nej, Herren min er ikke en swinger type, så vi knalder ikke rundt i en orgie rundkreds. Men den der fælles forståelse af, at kvinder er til mænds fornøjelse, respekten der ligger i Dominansen, og at være sammen i lidelsen og overgivelsen der følger med underkastelsen fysisk og psykisk, knytter bånd. Jeg er naturlig taknemlig og ydmyg for den kvinde der holder mig, når jeg ikke selv kan mere, når hun med sin krop villigt tager over og aflaster, når hun gennem Herren sin bringer noget af sig selv til Herren min, når vi mødes som en enhed og sammen giver til Dem, kun de der er lige der ser og kender mit svageste……. som også er mit stærkeste, at leve som underkastet.

fullsizeoutput_e68

Billede kreditering: lille tut http://www.lydig.dk

 

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

30-året

Plidder pladder romantiske er vi ikke så ofte. Men det sker, på vores helt egen måde. Vi er typerne der glemmer vores bryllupsdag, og nok egentlig ikke har behov for en fejring eller anderkendelse af hinanden lige netop den dag. Vi er også dem for hvem der gik 11 år fra forlovelse til bryllup. Vi har aldrig hverken ejet eller haft et klassisk brude foto af os selv på væggen, får helt ligusterhæk allergi bare ved tanken.

Vi er nok slet ikke dem der lagrer de klassiske minder og milepæle. Men minder har vi, dem der får en til at tænke tilbage og får saligheden til at brede sig i hele kroppen.

 

Det var 30. året for et sådan minde denne sommer. Vi var nok ikke lige kommet på det, hvis det ikke havde været fordi anledningen nærmest skabte sig selv for at genopleve.

 

Jeg kan huske datoen, det var ti dage efter jeg var fyldt de fjorten. Vi havde kendt hinanden som børn, men ikke mødtes det sidste års tid op til. Så gensynet blev ret intenst.

Jeg kom på de kanter pga. et sommerferiejob, med mit telt under armen. Vi mødtes og hurtig var der gensidig enighed om at vi skulle dele den sommer sammen i teltet.

Første aften, jeg kan stadig ikke bare huske, men genskabe og mærke følelsen af Hans hænder der glider over min ellers ret uberørte krop. Hvordan en eksplosiv liderlighed blev holdt hen, mens vi langsomt med sikkert nærmede os hinanden. Jeg husker hvert et gentleman ord og Hans føring undervejs. Forførelse er hvis det helt rette ord. Stadig kan jeg ved tanken genskabe følelsen af Hans pik der trænger op og bryder min mødom. En kulmination at klimax, og et minde brandmærket i min sjæl for altid. Den aften blev jeg moden nok til at forstå mit primære formål med livet.

 

Nu var det så sommeren 18, teltet var større. Vores liv har kun få gange siden budt på overnatning i telt og under lidt andre omstændigheder.

Nu stod det her, under træerne midt i roen, som dengang. Så naturligt at få flachback. Vi smilede indforstået til hinanden her på 30.året, før vi indtog teltet for med samme kådhed at genopleve, som var det i går ❤

 

Hvorfor give mig blomster på vores bryllupsdag, når det er Hans sperm der helt reelt set for mig føles, som den største anerkendelse og gave.

 

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Søndag morgen sysler

 

 

” Jeg skal sprøjte i dig” lød sms beskeden.

 

Der fulgte et billede af Hans stive pik

 

Smiler da jeg læser den, bliver sådan helt varm og lykkelig, når Han sådan henslængt og uformelt gør krav på mig. Som den største selvfølge i verden – for det er det jo.

Lysten bruser og det kilder da jeg går op af trappen hvor jeg er hidkaldt.

 

Først mit ansigt, så mit fisse hul. Han er god og varm, føler mig lykkelig når Han gider knalde på mig. Jeg kunne forløse en orgasme eller to, meget hurtig og nemt lige her. Pirrende og fristende, men koncentrer mig om at holde tilbage og være uforløst. Det handler om Ham, Hans lyst og nydelse. Ikke et split sekund skal Hans fokus være på mig. Bare rendyrket ego basseret mandlig liderlighed og min vished for det er, at undlade mig selv. Han har et behov og jeg tilfredsstiller det.

 

Uforløst, liderlig og fyldt med Hans sperm der drypper, det kan kun blive en god dag. Det virker naturligt sådan lidt ” holder mig lidt mere til dig agtig”, lidt mildere og lidt mere kælen.

 

 

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Underkastelse – “Helliggørelse”

fullsizeoutput_e67

Det er en livslang proces. Der er tider og dage hvor livet bare nynner til en, solen skinner og fuglende synger, det er de dage hvor underkastelsen føles som en velsignelse. Man synker ned, putter og omsluttes i underkastelsens trygge favn – intet sted i verden kunne lige der forestilles at være bedre eller mere sikkert.

Dage hvor uanset hvad man udsættes for, så fordre udfordringerne kun endnu større nidkærhed, iver, evne og udholdenhed til at synkere dybere ned. Længere ind i underkastelsen, ned for Hans fødder.

 

Så er der dage hvor det nager, hvor selvstændigheden raser og presser på for at komme op og ud. De der dage hvor egenrådigheden finder hver en anledning til at dyrke det at blive provokeret og begrænset. Dage hvor underkastelsen føles som et fangenskab, et langt ulideligt formålsløst slid.

Dage hvor hjernen begynder at ville agere hjerne, den bombardere med den ene sindsyge kvinde ide efter den anden, vildt besnærende og lokkende. Dage hvor hun bliver til jeg, og får lyst ( …. Og ind i mellem kommer til ) at råbe, skrige og skabe sig åndsvagt. Dage som sagt i ydmyghed bare synes uoverkommelige.

 

Man kan reflektere over, at hvis sidstnævnte dage ikke også var der, hvor reel en underkastelse der så egentlig i virkeligheden var tale om. Det må være min trøst når jeg tænker på de dage hvor jeg kommer til kort og efterfølgende rammes af ufuldkommenhed.

Han fortjener det bedste, det ypperste, intet mindre.

For en som mig er det også en trøst og måske endda et behov, gentagende at erfare Han ikke lader sig skræmme eller tryne når hun-bjørnen brøler lidt.

Det er en livslang proces.

 

Underkastelsen og Dominansen, er det primære for Ham som Herrer og mig som slavinde. Det er fundamentet hvorpå vores samhørighed og liv er bygget. Altid tilstede, 24/7, ikke noget vi vandre ind og ud af. Der er ikke et os uden det. D/s gennemsyrer alt i vores liv. Der er ikke mere D/s når rollerne er sat på allerbedste stereotypevis på en offentlig kink scene, end når vi fjoller uformelt rundt der hjemme, eller går side om side i vildmarken i fjällraven tøj med uglet hår.

 

Alle andre kinky udskejelser er sekundære set i det lys.

 

Det kræver fokus. En evig udfordring for både Ham og jeg i et travlt og oftest kontrastfyldt hverdagsliv. Men det er bare så alt afgørende, så pine død nødvendig at det prioriteres. Tid til fokus. Rendyrket fokus kun på underkastelsen. Selvfølgelig giver sex, smæk og begær fokus. Men små ting kan også bidrage, Hans tag i min nakke giver fokus, et lidt ude af kontekst kærligt smæk i et stjålent øjeblik, udvalgt musik i bilen og når jeg blogger finder jeg fokus. Så er der de opsatte krav og regler der i sig selv tjener det formål at holde fokus. At give besked, tjekke ind på sms så Han ved hvornår og hvor jeg altid er, tilgængelighed, trusseløs o.s.v. og så er der brugen af cilice, nonnerne havde fat i noget der. Der er sådan en helhed i det. Den fysiske smerte, ikke voldsom men vedholdende, det optræner fokus til at være kontinuerligt. Hver et lille bidende prik, skaber forbindelse til hjernen. Den er Han glad for i tiden.

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

I Herrens skygge

Det var uden for landets grænser, en trøst på den vis, at risikoen for at stå ansigt til ansigt med byens bager eller lokalpolitikker herved var mindre. Sprogbarrieren medførte dog en afmagt og føltes mest af alt som at få frarøvet en sans.

Scenen ukendt og derfor ekstra utryg.

Jeg vidste det var en weekend hvor Hans forventninger til mig lå højt, jeg mærkede presset som spredte sig til en grundlæggende nervøsitet.

Jeg vidste jeg skulle være alene, adskilt fra Ham og mest af alt havde jeg lyst at kaste op af angst. Intet kan gøre mig mere usikker og sorgfyldt end på den måde at bliver efterladt af Ham. Intet i mig havde lyst, det er oprigtig grænseoverskridende. Hvis du tænker jeg lider af separationsangst så har du sikkert ret.

Heldigvis var jeg sammen med hende. Nu blev kunsten ikke også at miste hende i mængden, i virkeligheden uden for min magt.

 

Som dronning Ester var forberedt længe før hun trådte frem for kongen og med samme alvor, gik vi nu weekenden i møde.

Blottet skød og blottet bryst lød kravet. Nyt vollers underbuste korset var indkøbt. Kapperne var specialfremstillet så de faldt tungt, hendes med rødt satin for og sølv brodering, min med lilla og guld, de udgjorde nu vores eneste fix punkt.

 

Vi gjorde entre, De´Herrer forrest. Blikket ned, inden i skælvede og skreg angsten i min krop, men det var nu det gjaldt, ingen tøven, bare ren lydighed, stiletterne virkede selvsikre og at neje føles som at få lov at være Hans visitkort.

Foden nåede kun lige over dørtrinnet så ventede adskillelsen, igen der fandtes kun lydighed, ingen tøven. Vi knugede hinandens hænder, hende og jeg, mens en kvinde målrettet førte os væk.

 

En kort form for velkomst fandt sted for de underkastede kvinder, og kvinden der havde ført os væk, afkrævede os også vores trygge kapper. Så startede en form for træning og oplæring. Alt var meget rammesat, det føles som om væggene i sig selv pressede på fra alle sider. Her var ikke plads til at tænke eller agere selvstændig. På klap og lydsignaler blev vi dresseret og ensrettet som en flok heste i en manege og angsten for at fejle pressede sig på. Nu blev vi tildelt og skjult i helt ens kapper og fremvisningen startede.

 

Stemningen var højtidelig, stedet stilfuldt, aldrig har mit hoved været så ensporet fyldt med lydighed. Jeg kunne ikke mærke mig selv under fremstillingen, fulgte blot gongens signaler slavisk igennem fremstillingen. Han var i mængden et sted, men jeg kunne ikke fornemme hvor, måske nær, måske langt fra. Vi blev inspiceret virkelig nøje, en for en.

Endelig lød gongongens signal og vi slap gennem slusen, et rum videre. Nu fornemmede jeg atter hende og det lykkedes os at søge lidt sammen.

 

Fremmede Herrer førte os videre, og satte os i udvalgte positioner. Nu var mit eneste fokus at gøre denne positionering bedst mulig. Det var hårdt og længe. Benene begyndte at ville ekse under mig, forsøgte at fokusere på min vejrtrækning og aflaste lidt på armene. Det lykkedes mig at bevarer udstillingen af tilgængelighed hele vejen igennem, sådan som jeg vidste Han ville sætte en ære i.

Blikket var stadig sænket, så mine betragtninger begrænser sig til et meget begrænset udsyn, hvad jeg kunne sanse og fornemme når jeg mærkede strygende berøringer eller åndedræt helt tæt på, kombineret med selv opfundet mind fuck af mine værste forestillinger og største frygte.

Jeg så sorte blanke sko, små skridt der nøjsomt bevægede sig rundt om mig, i evigheder. Prøvede at lede efter Ham i mængden, ventende, håbende. Alle Herrene bar sorte jakkesæt og alle Lloyd sko i verden var åbenbart samlet på dette sted. Min famlen efter kendetegn var som en nål i en høstak.

 

Endelig var Han der, helt tæt på, Hans velkendte duft, min overlevelse i dette kaos. Karabinhagen der sagde klik i mit halsbånd føles som en redningskrans. Kravlende, gående, krybende, udstillet men nu i Hans hænder. Hans pisk føltes som en lettelse, som om jeg kunne bære smerten for hele verdens synder den aften, bare Han var der.

Vi stod på rad og række, underkastede kvinder som kvæg på et torv, og piskene svingede i lokalerne. Der var underkastede kvindekroppe, objekter der sammen spandt og betjente, sprogbarrieren var udvisket, sammen havde vi et fysisk fælles sprog.

Natten føltes kort, time for time var intens, på sin vis som at være flyvende, i virkeligheden var man kravlende. Som en rus, natten der flyder sammen til en form for lykke, som at have været tilstede, uden helt at ha´ været der.

Der var smerte, lyde, begær og sex i hver en afkrog af de store smukke lokaler. Alt smeltede sammen, intet føles mere naturligt og rigtig forordnet, underkastede kvinder og Dominante mænd i det ypperste element.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar