Feriemode 19

Forsøgte synke stille ned i sofaens hjørne med faglitteraturen, denne stille morgenstund i vildmarken. Men liderlighedens summen forstyrrede fordybelsen. I stedet for at fylde ord indenbords, findes roen og fordybelsen vist her i mit blogger hjørne, hvor jeg kan få lov at lukke dem ud.

Han var på mig i går, som i bestige. Efter en uges cølibat og fangenskab i familieferiens bur. Lige på nær i forgårs hvor jeg red Ham lydløst, få gange men nok til at forløse os begge fra hunger og desperation.

Jeg sover bedst fyldt op af Hans sperm. I går kikkede jeg op på Ham mens Han kneppede mig og bekendte at jeg visualiserede Han kneppede en anden. Så koncentrerede jeg mig om at trække benene godt op om Ham, så hele mit skød var fuldt tilgængeligt for Ham. Som hypnotiseret ind i mit eget tøse univers som hende, hullet, objektet – kun for Ham.

Han svarede mig, så tænker jeg du er en anden, mens Han sprøjtede sin sperm i ” hende”.

Han gør mig lykkelig og lidelig.

Han har andre kvinder end mig. Jeg bliver ofte spurgt og beundret for hvordan jeg kan. Det lette svar er at jeg som underkastet slet ikke har mandat til at være en afgørende faktor. Jeg mener det er en ultimativ sandhed. Når det er sagt, ved de fleste der lever i, eller har afprøvet poly-agtige forhold, at det i praksis kan være lidt mere kompliceret end som så.

Alligevel kan jeg næsten blive forlegen når nogen spørg, fordi sandheden er at det personlige udbytte for mig er så stort, at en i min position nok nærmest burde skamme sig.

jeg både glædes, tændes og beriges virkelig af Hans kvinder.

Glædes fordi jeg af hjertet efterstræber at Han skal have det ultimative i ren og skær kærlighedserklæring og hengivenhed.

Tændes personligt på mange punkter. At se Hans ansigt i nuet når Han håndtere dem i smerte eller sex, det er et øjeblik jeg ikke kan omgøre i ord her. Lige der er Han Ham selv allermest.

Tændes af det helt basale og primitive i Alfa´ens adgang og brug af hunner.

Tændes af den frie uafhængige Mand, det rendyrkede D/s, hvor Han ikke er begrænset og hvor hun som Hans underkastede afgiver ultimativer.

Beriges med en hjertes relation og taknemlighedens bånd til Hans kvinder fordi de giver sig selv.

 

 

Omvendelse

Jeg har flere gange gennem årene her på bloggen ærligt beskrevet det at fejle. Men den her D/s verden har så mange nuancer og facetter, så her er endnu en.

Der er forskel på, at komme til kort i noget for Ham, hvor jeg ved jeg har præsteret mit ypperste. Det er en okay proces for en som mig, en slags on-going skærpelse af ydeevne og fokus. Det gælder hvad enten det handler om en BDSM seance, eller det at være en mild, yndefuld, underdanig kone i hverdagen.

Så er der de, heldigvis få, gange hvor jeg fejler bravt fordi jeg løber linen ud. Der er ingen undskyldninger for det, kun anger og omvendelse, jeg er led ved det. Jeg ved Han forventer mere og bedre.

Som slavinde ligger det dybt i mit hjerte, at stræbe efter at være Ham til glæde, behag og gavn.

Når jeg fejler i en sådan grad, at jeg ikke bare ydmyger mig selv men også Ham, bliver jeg inderlig ked af det, fyldt op af bitter fortrydelse og selvkritik. En knugende sorg overskygger alt på indersiden. Skammer mig, føler mig ikke berettiget. Jeg er mere end almindelig ked af det, dyb stille eftertænksom bedrøvet.

Han står der stadig, selv om jeg ikke fortjener. Hans blotte nærvær kaster en mærkbar skam på mig, det blander sig med en taknemlighed over uberettiget at måtte være Hans, og bliver til et følelsesmæssigt samsurium, der får mig til at bryde hulkende sammen. En hulken jeg lige der ikke kan forestille mig nogen sinde vil høre op.

Han sagde til mig ” jeg tror ikke, der er ret mange mennesker der overhovedet vil tro på, at du indeholder denne form for skrøbelighed”.

Han har nok ret. jeg er ikke ligefrem typen der flasher mine svageste sider. Og det at fejle på denne vis, plejer at være noget der kun vedgår Ham og jeg. Graden af alvor taget i betragtning, ikke noget man ønsker at skilte med.

Men de kom med ind i det rum. hun og jeg var sammen i det. Ydmyget ikke bare over for Herren min, men også for en anden Herre og hun det samme. Det var der ikke noget sjovt, intet tant og fjas i. Præget af alvor, tåre der pressede på, hjertebanken, undskyldninger og nejen, fik vi set hinanden i øjnene eller sænket blikket behørigt. På trods af alt tættere knyttet, fordi de er der stadig.

Nu med en endnu større erkendelse af nødvendigheden af lederskab for mig, at være holdt i kort snor, begrænset i det daglige, kontrolleret og reguleret.

 

 

 

En rendyrket underkastelse

Der nede på knæ

Der banker slavindens hjerte.

En hverdagsaften, rummet er afsides, stilheden og tusmørket har sænket sig, og hun i sig selv gør intet væsen af sig.

hun bøjer sit hoved, knæler ned, selv om ingen ser hende. Fordi kun der, gennem bøjede knæ og sænket blik brydes hendes hjerte.

Der udviskes tanker, fordi perspektivet bliver ret. Verden bliver lille, Herren er stor.

hun bryder gennem den frie vilje i det hun bøjer sine knæ, kun gennem fri vilje kan hendes frihed brydes. Der er en smuk magt i knæfald.

De der siger undertrykt misforstår, det er stærkere end magten i undertrykkelsen.

Her går hun hen med afmagten, fælder tårer, bidder tænderne sammen, erkender stykkevis, og når hun ikke forstår eller rummer, så meditere hun på Herrens ord, dage og uger. Hun siger det højt igen og igen, til den dag kommer, hvor vreden og frustrationen ikke længere er hørbar i hendes stemme. Overgivelsen bryder hendes hjerte og sind, sådan skærpes hun stund for stund i hengivenhed for Herren.

Den rituelle fordybelse, det er hendes form for bøn.

hun vasker sindet for alt der vil forpurre. Ser hen til Ham, føler kærligheden, mærker samhørigheden, fyldes og berøres af taknemlighed, for at hun må være Hans. Det er brodden i underkastelsen.

Ingen kan tjene to Herrer. hun ransager sit indre og efterstræber erkendelse. Det er en livslang proces, der kræver vedblivende fokus og det fulde mål af hjertes nidkærhed i underkastelse for Ham.

Som slavinde for Ham, må der ikke være uberørte skampletter i hendes liv, hvor hun kræver sig forbehold. Job, børn, penge, relationer etc.

I fordybelsen, bag de lukkede øjne, der nede på knæ, alene med tankerne, der bliver hun tryg i det. Væk fra hverdagens pust. Kontrasten til det synlige for andre. Fordybelsen, den skal vi have meget mere af.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sut den op fra slap

Jeg elsker når jeg lugter af Hans pik, det er en ære for mig. Så summer mit sind af lykke.

Alle kvinder burde konstant gå rundt og lugte af pik, så vender verden så rigtig og bliver sådan et lyst og mildt sted at færdes.

Kryb ned og sut den op fra slap, sagde Han. Dine læber er lavet til at sutte, er det ikke rigtig, spurgte han retorisk. Jeg nikkede indforstået, solede mig i lydigheden, men havde det i virkeligheden som en lille ivrig pige på vej ind i en karrusel.

Jeg gjorde mig umage, holdt fokus på at Hans pik blev omsluttet af mine læber. Smurte læberne vulgært fedtede med dråberne af Hans sperm, og lod dem glide langsomt op og ned over pikhovedet. Skiftevis bløde svulmende læber og lidt mere hårde, krævende, suttende læber der indlæste strukturen af Hans pikhoved.

Han var suttet op fra slap nu, og pigen var nu kommet videre fra karrusellen, til boden med de store slikkepinde. Dem der smager bedst når man savler så meget, at mundvandet løber over og sutter med en iver og nydelse der legalisere den højlydte smasken. Dem der smager bedst når man krænger dem helt ind i munden og trodser pladsen, det gør ikke noget den trykker let på svælget fordi den er så god.

Den salte smag af sperm er min lykkes eliksir. Den burde være min primære ernæringskilde, syg tanke, den vil jeg arbejde lidt videre med.

 

Er vi så kærester nu ?

Jeg føler mig som en lille teenager inden i, sagde hun.

Jeg kunne se på Ham Han var tilfreds.

For første gang længe, ja faktisk årevis, måske vi taler årti, mærkede jeg i mig selv en parathed for at kunne rumme og acceptere den der boblende…. ja teenage følelsen, i mig selv.

Det er længe siden jeg har været involveret i noget der kom i nærheden af tresomhed og troede måske tiden var rendt fra det. Det har fungeret så fint, at Han har haft ” sit eget” og jeg har følt mig veltilpas og bekvemt med at være distanceret.

Nu sad jeg der ved siden af hende og følte mig tiltrukket, berøring føltes så naturlig. Vi er enige om at vi er ret ukomplicerede sammen alle tre. Hun er ikke typen der er anstrengt at være sammen med, vi er slet ikke fremmedgjorte for hinanden. Hun er hende jeg kunne ligge mit hovedet på maven af, vi kunne grine og nusse. Hun er hende jeg føler mig tryg ved jeg ikke skal lede og fører hen til Ham og derved miste min egen underkastelse. Hun er hende med hvem jeg er helt tryg ved, at hendes hoved fokus er på Ham. Tresomheden virker så afbalanceret som få gange tidligere. Jeg glæder mig til at være et med hende og bringe til Ham.

Hun er præcis Hans type. Der er knap så meget husmoderlig karen-kedelig over hende. Folk der skuer vil nok nærmere sige rebel. Alligevel er hun hende, der udviser den fineste reneste form for den type hengivenhed der tricker Ham, når hun skriver og informere eller spørg om lov, langt ud over Hans krav og forventninger. Et sådan sind er Hans tænding. Og ja hun er fin.

De lyse nætters tid er atter kommet, de sommernætter der er som skabt til at knalde hele natten. Med vinduet åbent, enigma svagt i baggrunden, elskovslyde der blander sig med morgenstundens fuglekvidder. Den unikke følelsesmæssige samhørighed i tresomheden.

 

Hele mit liv tilhører Ham

Hele mit hjerte tilhører Ham.

Jeg elsker den Mand ubeskriveligt meget.

Vi er faktisk blevet ret gode Ham og jeg, til at få prioriteret alene tid, på trods af krævende hverdag og jobs. Ugentlige kalenderførte dates, alt fra formiddags-brunch på en hverdag, middag ude, en gå tur ved havet, til wellness og operaen. Måske banalt og en falliterklæring, at det overhovedet er nødvendig efter 30 år sammen ?

Men det stikker jo dybere, handler om meget mere end det man ser.

Det er førsteprioritet af tid og rum, til at huske på at finde ind og ned. I de stunder er der stilhed til at jeg kan se på Hans ansigt og mærker Ham. Mærker kærligheden og hengivenheden. En hengivenhed der ingen ende vil tage, det vækker min underkastelse for Ham. Jeg mærker en indre trang til at faldbyde mig selv, kaste mig ned for Hans fødder, modtage Hans ubegrundede pisk og smerte.

De stunder gør mig derfor blottet, hudløs og sårbar.

Det er sådan en formiddag, Han smadrer gennem stilheden i bilen.

” Hvis jeg dør, vil du så love mig aldrig at finde en anden mand ? ”

”og aldrig være sammen med nogen mand seksuelt? ”

Med tårer i øjnene aflagde jeg ed.

Hele mit liv tilhører Ham.

 

Hans design af mit sind

For nogle år siden bad Han mig om, at gå i gang med at strikke.

Ikke at Han nogen sinde gad eje en eneste af mine kreationer.

Skørt og banalt.

Mit restløse væsen, blottet for tålmodighed !?

Det er ikke et naturligt produkt af et tankestrejf, at koble mig med noget sådan.

Snarere en naturlig magnetisk modstand.

Tror det er Hans visdom at være to skridt foran.

Fylde på stilheden, det rolige, det kontinuerlige, fordybelsen.

Accepten af tiden der flyver, mens jeg sidder der standhaftig, fastholdt i slowmotion.

Kontrasten til det forflyvske A-menneskes rutineprægede marchhastighed.

Jeg ligner jo næsten mildheden selv som jeg sidder der i sofaens hjørne, med benene trukket sammen under mig og maskerne i skødet.

Som årene går, bliver jeg bedre og bedre til på meditativ vis, at trække vejret helt ned i maven, helt ned til råstoffet i slavindelivet.

Det er Hans design af mit sind.