Spejlet & gaven.

De har været med hele vejen og tæt på. Hverken Han eller jeg har ellers lige for vane, at involvere andre mennesker på det plan.

Jeg er sådan en, der helst dealer ting på indersiden af mig selv. Fra tid til anden har jeg så brugt bloggen her til reflekterende efter-terapi, på det stadie, hvor jeg har været klar til at acceptere, at det var sådan det var.

Hun rejste på tværs af landet, sådan lidt uindbudt og insisterende. Lige på det tidspunkt, hvor jeg havde trukket mig allermest og havde svært ved at holde sammen på mig selv.

Jeg accepterede, efter at have tjekket ud at det ikke var Ham der havde bedt hende komme.

Jeg var flygtet, ville bare gerne gå i et, som en grå brik i en verden af diversitet.

Nu kom hun anstigende, som et spejl på alt jeg ikke havde lyst at forholde mig til.

Hun støttede, trøstede og udfordrede.

Men mest af alt ramte hun mig med gaven.

Hun overrakt den ved afgang, tror godt hun vidste det var på kanten af belastningsgraden.

Jeg åbnede den, øjnene sved og jeg pakkede den væk i en blanding af mismod, håb og længsel.

Hun ramte noget i mig, som jeg ellers havde barikeret.

Den var for meget af det gode.

Gaven indeholdt kærlighed & kildevand – intet mindre.

Langtid lå den standby, men nu er kattepoterne spist ❤

I intakt hengivenhed.

Krydret med nøgenhed, kærlighed, lyst og begær.

Tak for gaven ❤

Den var unik og smuk og betydningsfuld.

Vi kom gensidigt under overfladen og bag facaden, sammen med dem. Siden da har vi udviklet noget specielt og det er lykkedes os, at holde fast i det ægte og udviklende.

 

 

Magtens korridor

Han har talt en del om definitionen af magt gennem den sidste tid. ”Oplagt” emne.

Indrømmet det bliver mere filosofisk, end en som jeg kan gribe om.

For ja, hvornår er man ejet og hvornår er det noget vi leger? Findes 24/7 forhold eller er det en konstrueret virkelighed?

For alle andre end Josef Fritzl ?!

Klart jeg tog ”noget” ikke italesat tilbage. Følte mig nødsaget, nogen skulle jo passe på mig og det blev mig selv, efter bedste evne.

Nu vil Han jeg anmoder. Ikke som et italesat krav, men som en forhindring før jeg kommer videre.

Jeg tog noget, nu forventes det jeg overbringer det som en form for gave, gestus, et frivillighedens offer.

Min hjerne kan ikke rigtig rumme den forståelse.

Men heldigvis er jeg så gammel i gårde, at jeg ved, at nogle gange handler underkastelse om, at man beslutter sig for at forstå.

I aften vil jeg anmode om at få mit halsbånd på i nat.

Det har ikke været om min hals siden oktober.

(Jeg har ikke en fast halsring, så der har ikke været nogen drama queen retunering)

Det er bare så længe siden, siden jeg har følt hengivenheden til at kunne bære det, siden jeg har været tryg nok til at kunne. Så en lille handling, på mange måder grænseoverskridende, men med stor tillagt værdi i magten.

 

 

 

 

 

Livstegn

Jeg blev væk i tiden der forsvandt.

Vi, Ham og jeg internt, har (-haft) det stramt.

Efter 30 års samliv er små ægteskabelige ups and downs, blot en del af gamet. Det plejer at føles jysk træls, men håndterbart.

Den her tid var anderledes, ude af proportion.

Vi trak os begge, tror jeg nok. Sådan føles det i alt fald for mig, og jeg erkender for min del.

Alt for såret til jeg kunne rumme at forholde mig til det. Greb et skjold af fortrængning.

Så retter vi ryggen og lader være at tude. Helt alene mister tårer sin appel. Tror aldrig jeg har følt mig så ensom, ubetydelig og ringe, som den sidste tid, virkelig følt mig alene, svigtet og forladt i verden, haft lyst af flygte.

Bevares, overfladen var stadig poleret, ingen ku se det, få vidste om. Måske jeg endda gav de øvrige ting i mit liv et nøk op, job, børn, fritidsinteresser, blot for at retfærdiggøre mit eget værd over for mig selv. Men det var en daglig kamp, at opretholde facaden, hver en nerve i min krop gik til det. Der var intet overskud tilbage til at reflektere, og ingen kræfter til at føle, når mit hoved lagde sig på puden om aftenen.

Ynkeligt, men der var aftener hvor jeg græd mig i søvn. Der var nætter på luftmadrassen.

Hvorfor kom Han ikke og reddede mig fra mig selv ?

Måske var Han også blevet væk ?!

Inden i mig rasede striden. På den ene side havde jeg mistet tilliden, troen og håbet på Ham, på os, på dette liv. Måske mest af alt på mig selv, for turde ikke risikere mere.

Febrilsk ledte jeg efter en ny udgave af mig selv, ikke at forveksle med midtlivskrise, mere sådan en light version, der var tålelig for mig at leve videre på. Overvejede at købe et par jeans, bare for sådan at gnide salt i såret, og manifestere over for mig selv, at jeg ikke længere var det jeg havde så svært ved at miste. Nåede aldrig længere end til kludemutter i ridetøj, det var dertil kræfterne rakte.

Familiedynastiet mit livs mening og stolthed, jeg var rede til at betale prisen og blive udstødt. Rede til at blive kaptajn på egen synkende skude, og klar til at gå ned med den. Der var stunder det var en befriende tanke.

På den anden side var kærligheden urørlig intakt.

Jo større distance, jo større afsavn, higen og længsel. Higen efter at være lille og beskyttet i Hans favn, længsel efter at ligge hovedet på Hans bryst og blive koblet på Hans hjerteslag. Længsel efter trøst, jeg var så sårbar, men turde og evnede simpelthen ikke, at give efter eller række ud.

Afsavn fra nådesløs og frådende seksuel brug af min krop, mit liv mistede sin mening og værdi. Et afsavn der var så pinefuld, fysisk og mentalt, at jeg overlevede ved ikke længere at mærke efter.

Kernen, det submissive, blev aldrig mindre, trods jeg gjorde et hæderligt forsøg.

Erkendelsen af at jeg altid ville elske Ham ubetinget var kontinuerlig, og i stormen blev det mit anker.

Det er svært at skrive, for det kræver at mærke. Det er svært, at blive konfronteret med sig selv. Jeg skal stadig bide tænderne sammen og blinke ekstra med øjnene, når de begynder at ville blive blanke, for jeg er stadig berørt.

Vi var to til tango. For den ukyndige læser, skylder jeg Ham at nævne, at Han ikke har været mig utro eller dets lige.

Vi ramte en blindgyde, jeg ikke ønsker at udbasunere. Dette koblet med mit til tider lidt twistede sind, sårede følelser og det svigtede barns ekstra dimension af følelseslivet, gjorde livet svært, rigtig rigtig opslidende svært.

Jeg fik smittet Ham med min mistro og opgivenhed. Jeg fik sået tvivl. Såret Ham målrettet med distancen. Jeg tror Han gav fortabt, jeg skammer mig over at skrive det og føler mig skyldig. Jeg bliver bedrøvet helt ind i mit inderste over, at jeg besad den magt, Han var klar til at give slip, eller nåede Han at give slip ?  Jeg kan ikke håndtere det fakta, at sådan var virkeligheden. Min hjerne spinner i krogene for at ændre på historien, fordi den gør alt for ondt.

Har tidligere skrevet om Eva og æblet, den fucking kælling !

Jeg ved godt selv jeg lever og er i kraft af Ham. En syg livsfilosofi vil nogen måske mene. Den submissives karakteristika. Den sandhed kom jeg aldrig på afstand af.

Nu er vi her, 7-8 måneder senere i livet. Ham og jeg. Stadig gryende, stadig sårbart. Men på vej, sammen i et´.

 Nu vil jeg åbne min twitter profil for første gang siden, det føles grænseoverskridende, som et spejl på alt hvad jeg flygtede fra.

Ovenstående er tilegnet Ham, men læser du dette som trofast læser, så Tak for dig ❤

 

 

 

Feriemode 19

Forsøgte synke stille ned i sofaens hjørne med faglitteraturen, denne stille morgenstund i vildmarken. Men liderlighedens summen forstyrrede fordybelsen. I stedet for at fylde ord indenbords, findes roen og fordybelsen vist her i mit blogger hjørne, hvor jeg kan få lov at lukke dem ud.

Han var på mig i går, som i bestige. Efter en uges cølibat og fangenskab i familieferiens bur. Lige på nær i forgårs hvor jeg red Ham lydløst, få gange men nok til at forløse os begge fra hunger og desperation.

Jeg sover bedst fyldt op af Hans sperm. I går kikkede jeg op på Ham mens Han kneppede mig og bekendte at jeg visualiserede Han kneppede en anden. Så koncentrerede jeg mig om at trække benene godt op om Ham, så hele mit skød var fuldt tilgængeligt for Ham. Som hypnotiseret ind i mit eget tøse univers som hende, hullet, objektet – kun for Ham.

Han svarede mig, så tænker jeg du er en anden, mens Han sprøjtede sin sperm i ” hende”.

Han gør mig lykkelig og lidelig.

Han har andre kvinder end mig. Jeg bliver ofte spurgt og beundret for hvordan jeg kan. Det lette svar er at jeg som underkastet slet ikke har mandat til at være en afgørende faktor. Jeg mener det er en ultimativ sandhed. Når det er sagt, ved de fleste der lever i, eller har afprøvet poly-agtige forhold, at det i praksis kan være lidt mere kompliceret end som så.

Alligevel kan jeg næsten blive forlegen når nogen spørg, fordi sandheden er at det personlige udbytte for mig er så stort, at en i min position nok nærmest burde skamme sig.

jeg både glædes, tændes og beriges virkelig af Hans kvinder.

Glædes fordi jeg af hjertet efterstræber at Han skal have det ultimative i ren og skær kærlighedserklæring og hengivenhed.

Tændes personligt på mange punkter. At se Hans ansigt i nuet når Han håndtere dem i smerte eller sex, det er et øjeblik jeg ikke kan omgøre i ord her. Lige der er Han Ham selv allermest.

Tændes af det helt basale og primitive i Alfa´ens adgang og brug af hunner.

Tændes af den frie uafhængige Mand, det rendyrkede D/s, hvor Han ikke er begrænset og hvor hun som Hans underkastede afgiver ultimativer.

Beriges med en hjertes relation og taknemlighedens bånd til Hans kvinder fordi de giver sig selv.

 

 

Omvendelse

Jeg har flere gange gennem årene her på bloggen ærligt beskrevet det at fejle. Men den her D/s verden har så mange nuancer og facetter, så her er endnu en.

Der er forskel på, at komme til kort i noget for Ham, hvor jeg ved jeg har præsteret mit ypperste. Det er en okay proces for en som mig, en slags on-going skærpelse af ydeevne og fokus. Det gælder hvad enten det handler om en BDSM seance, eller det at være en mild, yndefuld, underdanig kone i hverdagen.

Så er der de, heldigvis få, gange hvor jeg fejler bravt fordi jeg løber linen ud. Der er ingen undskyldninger for det, kun anger og omvendelse, jeg er led ved det. Jeg ved Han forventer mere og bedre.

Som slavinde ligger det dybt i mit hjerte, at stræbe efter at være Ham til glæde, behag og gavn.

Når jeg fejler i en sådan grad, at jeg ikke bare ydmyger mig selv men også Ham, bliver jeg inderlig ked af det, fyldt op af bitter fortrydelse og selvkritik. En knugende sorg overskygger alt på indersiden. Skammer mig, føler mig ikke berettiget. Jeg er mere end almindelig ked af det, dyb stille eftertænksom bedrøvet.

Han står der stadig, selv om jeg ikke fortjener. Hans blotte nærvær kaster en mærkbar skam på mig, det blander sig med en taknemlighed over uberettiget at måtte være Hans, og bliver til et følelsesmæssigt samsurium, der får mig til at bryde hulkende sammen. En hulken jeg lige der ikke kan forestille mig nogen sinde vil høre op.

Han sagde til mig ” jeg tror ikke, der er ret mange mennesker der overhovedet vil tro på, at du indeholder denne form for skrøbelighed”.

Han har nok ret. jeg er ikke ligefrem typen der flasher mine svageste sider. Og det at fejle på denne vis, plejer at være noget der kun vedgår Ham og jeg. Graden af alvor taget i betragtning, ikke noget man ønsker at skilte med.

Men de kom med ind i det rum. hun og jeg var sammen i det. Ydmyget ikke bare over for Herren min, men også for en anden Herre og hun det samme. Det var der ikke noget sjovt, intet tant og fjas i. Præget af alvor, tåre der pressede på, hjertebanken, undskyldninger og nejen, fik vi set hinanden i øjnene eller sænket blikket behørigt. På trods af alt tættere knyttet, fordi de er der stadig.

Nu med en endnu større erkendelse af nødvendigheden af lederskab for mig, at være holdt i kort snor, begrænset i det daglige, kontrolleret og reguleret.

 

 

 

En rendyrket underkastelse

Der nede på knæ

Der banker slavindens hjerte.

En hverdagsaften, rummet er afsides, stilheden og tusmørket har sænket sig, og hun i sig selv gør intet væsen af sig.

hun bøjer sit hoved, knæler ned, selv om ingen ser hende. Fordi kun der, gennem bøjede knæ og sænket blik brydes hendes hjerte.

Der udviskes tanker, fordi perspektivet bliver ret. Verden bliver lille, Herren er stor.

hun bryder gennem den frie vilje i det hun bøjer sine knæ, kun gennem fri vilje kan hendes frihed brydes. Der er en smuk magt i knæfald.

De der siger undertrykt misforstår, det er stærkere end magten i undertrykkelsen.

Her går hun hen med afmagten, fælder tårer, bidder tænderne sammen, erkender stykkevis, og når hun ikke forstår eller rummer, så meditere hun på Herrens ord, dage og uger. Hun siger det højt igen og igen, til den dag kommer, hvor vreden og frustrationen ikke længere er hørbar i hendes stemme. Overgivelsen bryder hendes hjerte og sind, sådan skærpes hun stund for stund i hengivenhed for Herren.

Den rituelle fordybelse, det er hendes form for bøn.

hun vasker sindet for alt der vil forpurre. Ser hen til Ham, føler kærligheden, mærker samhørigheden, fyldes og berøres af taknemlighed, for at hun må være Hans. Det er brodden i underkastelsen.

Ingen kan tjene to Herrer. hun ransager sit indre og efterstræber erkendelse. Det er en livslang proces, der kræver vedblivende fokus og det fulde mål af hjertes nidkærhed i underkastelse for Ham.

Som slavinde for Ham, må der ikke være uberørte skampletter i hendes liv, hvor hun kræver sig forbehold. Job, børn, penge, relationer etc.

I fordybelsen, bag de lukkede øjne, der nede på knæ, alene med tankerne, der bliver hun tryg i det. Væk fra hverdagens pust. Kontrasten til det synlige for andre. Fordybelsen, den skal vi have meget mere af.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sut den op fra slap

Jeg elsker når jeg lugter af Hans pik, det er en ære for mig. Så summer mit sind af lykke.

Alle kvinder burde konstant gå rundt og lugte af pik, så vender verden så rigtig og bliver sådan et lyst og mildt sted at færdes.

Kryb ned og sut den op fra slap, sagde Han. Dine læber er lavet til at sutte, er det ikke rigtig, spurgte han retorisk. Jeg nikkede indforstået, solede mig i lydigheden, men havde det i virkeligheden som en lille ivrig pige på vej ind i en karrusel.

Jeg gjorde mig umage, holdt fokus på at Hans pik blev omsluttet af mine læber. Smurte læberne vulgært fedtede med dråberne af Hans sperm, og lod dem glide langsomt op og ned over pikhovedet. Skiftevis bløde svulmende læber og lidt mere hårde, krævende, suttende læber der indlæste strukturen af Hans pikhoved.

Han var suttet op fra slap nu, og pigen var nu kommet videre fra karrusellen, til boden med de store slikkepinde. Dem der smager bedst når man savler så meget, at mundvandet løber over og sutter med en iver og nydelse der legalisere den højlydte smasken. Dem der smager bedst når man krænger dem helt ind i munden og trodser pladsen, det gør ikke noget den trykker let på svælget fordi den er så god.

Den salte smag af sperm er min lykkes eliksir. Den burde være min primære ernæringskilde, syg tanke, den vil jeg arbejde lidt videre med.

 

Er vi så kærester nu ?

Jeg føler mig som en lille teenager inden i, sagde hun.

Jeg kunne se på Ham Han var tilfreds.

For første gang længe, ja faktisk årevis, måske vi taler årti, mærkede jeg i mig selv en parathed for at kunne rumme og acceptere den der boblende…. ja teenage følelsen, i mig selv.

Det er længe siden jeg har været involveret i noget der kom i nærheden af tresomhed og troede måske tiden var rendt fra det. Det har fungeret så fint, at Han har haft ” sit eget” og jeg har følt mig veltilpas og bekvemt med at være distanceret.

Nu sad jeg der ved siden af hende og følte mig tiltrukket, berøring føltes så naturlig. Vi er enige om at vi er ret ukomplicerede sammen alle tre. Hun er ikke typen der er anstrengt at være sammen med, vi er slet ikke fremmedgjorte for hinanden. Hun er hende jeg kunne ligge mit hovedet på maven af, vi kunne grine og nusse. Hun er hende jeg føler mig tryg ved jeg ikke skal lede og fører hen til Ham og derved miste min egen underkastelse. Hun er hende med hvem jeg er helt tryg ved, at hendes hoved fokus er på Ham. Tresomheden virker så afbalanceret som få gange tidligere. Jeg glæder mig til at være et med hende og bringe til Ham.

Hun er præcis Hans type. Der er knap så meget husmoderlig karen-kedelig over hende. Folk der skuer vil nok nærmere sige rebel. Alligevel er hun hende, der udviser den fineste reneste form for den type hengivenhed der tricker Ham, når hun skriver og informere eller spørg om lov, langt ud over Hans krav og forventninger. Et sådan sind er Hans tænding. Og ja hun er fin.

De lyse nætters tid er atter kommet, de sommernætter der er som skabt til at knalde hele natten. Med vinduet åbent, enigma svagt i baggrunden, elskovslyde der blander sig med morgenstundens fuglekvidder. Den unikke følelsesmæssige samhørighed i tresomheden.

 

Hele mit liv tilhører Ham

Hele mit hjerte tilhører Ham.

Jeg elsker den Mand ubeskriveligt meget.

Vi er faktisk blevet ret gode Ham og jeg, til at få prioriteret alene tid, på trods af krævende hverdag og jobs. Ugentlige kalenderførte dates, alt fra formiddags-brunch på en hverdag, middag ude, en gå tur ved havet, til wellness og operaen. Måske banalt og en falliterklæring, at det overhovedet er nødvendig efter 30 år sammen ?

Men det stikker jo dybere, handler om meget mere end det man ser.

Det er førsteprioritet af tid og rum, til at huske på at finde ind og ned. I de stunder er der stilhed til at jeg kan se på Hans ansigt og mærker Ham. Mærker kærligheden og hengivenheden. En hengivenhed der ingen ende vil tage, det vækker min underkastelse for Ham. Jeg mærker en indre trang til at faldbyde mig selv, kaste mig ned for Hans fødder, modtage Hans ubegrundede pisk og smerte.

De stunder gør mig derfor blottet, hudløs og sårbar.

Det er sådan en formiddag, Han smadrer gennem stilheden i bilen.

” Hvis jeg dør, vil du så love mig aldrig at finde en anden mand ? ”

”og aldrig være sammen med nogen mand seksuelt? ”

Med tårer i øjnene aflagde jeg ed.

Hele mit liv tilhører Ham.

 

Hans design af mit sind

For nogle år siden bad Han mig om, at gå i gang med at strikke.

Ikke at Han nogen sinde gad eje en eneste af mine kreationer.

Skørt og banalt.

Mit restløse væsen, blottet for tålmodighed !?

Det er ikke et naturligt produkt af et tankestrejf, at koble mig med noget sådan.

Snarere en naturlig magnetisk modstand.

Tror det er Hans visdom at være to skridt foran.

Fylde på stilheden, det rolige, det kontinuerlige, fordybelsen.

Accepten af tiden der flyver, mens jeg sidder der standhaftig, fastholdt i slowmotion.

Kontrasten til det forflyvske A-menneskes rutineprægede marchhastighed.

Jeg ligner jo næsten mildheden selv som jeg sidder der i sofaens hjørne, med benene trukket sammen under mig og maskerne i skødet.

Som årene går, bliver jeg bedre og bedre til på meditativ vis, at trække vejret helt ned i maven, helt ned til råstoffet i slavindelivet.

Det er Hans design af mit sind.