In medias res

In medias res…..  Jeg har vist i øvrigt altid været bedre til følelsesporno end wanker-fortællinger.

Mut, stille tænksom landede jeg af alle steder her, min terapeut som jeg aldrig har haft ville ha´ anerkendt mig for processen. Alternativet var at fortrænge, tage varmt tøj på og ta i stalden til mine heste, mærke dem i stedet for mig selv, og lade det eneste livstegn der brød igennem mit panser være frosten der fik lov at bide mine kinder.

Jeg er alene, ensom og nu også ynkelig. Og hvis der er ting jeg forsager så er det ynkelighed, jeg hader det ! Giv mig lige fem minutter, så er jeg på benene igen.

Jeg har sagt til Ham han ikke skal blive af medlidenhed. Jeg har lovet Ham at jeg kan stå på benene hvis Han skrider. Det er også både min intention og stærke overbevisning, omvendt er jeg i ydmyg erkendelse af, kun at være et lille menneske og ingen kender dagen. 

Nu er vi her, vi mærker ikke hinanden længere og vi kæmper heller ikke for at komme til det. Fedladne, dovne og utaknemmelige for alt hvad vi havde.

Han har mistet troen på at jeg vil Ham, tror jeg. Jeg magter ikke overbevise og blive nedbrudt i atomer mens det står på. Nægter være med til at faldbyde min hengivenhed på den måde, den er mere værd end det. 

Når Han sætter ord på tænker jeg  ” holdkæft hvor unfair ” mens en fysisk smerte af en knivsæg flår mit indre. 

Vi kom hvis aldrig rigtig på den anden side, det er efterdønninger fra den gang. Jeg blev så såret, berettiget eller uberettiget. 

Jeg har spurgt Ham om en skilsmisse ikke var mere human for os begge. Det er ikke et nemt ud og væk. Jeg har ingen tanker, længsler eller begæringer om et liv på den ”anden side”. Men af to grunde. Simpelthen fordi det er så pinefuld svært at være så tæt på alt hvad mit hjerte begærer og alligevel så langt fra. Ind i mellem overvælder det mig og så gennemsyrer sorgen mig, så det bare føles som eneste udvej, bare væk. Væk fra smerte og sorg. Som nu.

Anden grund, fordi Han ikke skal kunne klantre mig for kun at blive pga. villa, volvo og vovhund.

Jeg giver ikke en fuck for det fysiske, hvilket jeg tror Han på bundlinjen godt ved. Så er der alle de andre mellem regninger, jobs der indvirker på hinanden, sorg og mistet stolthed over at lade det perfekte forældrebillede krakelere over for nu voksne børn. 

Men set med den moderne verdens briller så kommer alle jo nok også vel videre på den anden side af det. Bevares den del erkender jeg vil være en bitter pille, men derfra og så til at lade det være hele grundlaget er langt.

Dybtfølt ønske, Nej. Men for svært at være i og for krævende at opretholde Ja.

Jeg blev såret. Subjektivt følte jeg mig svigtet. Svigt er mit hjertes synonym for forladt. Smerten var intens, aktiverede urhjernens flugtreaktion. Den italesatte trang til at flygte som i virkeligheden nok var det civiliserede, men skrøbelige menneskes redningsappel, skabte mistillid på den evigt lovede troskab. Sådan gik det til at Han nu var blevet den forurettede part

Hvad Fuck skulle jeg med en terapeut ?!

Uden på smiler vi, holder jul, julefrokost og sætter stepvis flueben ved livets synlige succer. Vi har det jo meget godt, topskatten bliver betalt, der er julelys på huset, SoMe kan give en hver lille pige våde drømme og måske jeg køber en Montana reol på udsalg i januar, hvis sådan nogen da kommer på udsalg. De kommer i alt fald på  DBA når folk skal skilles.