Analysen

Analysen 

Vildmarkens ro, sneen der daler, har skrevet det før, men det er mit ynglings blog spot. Der breder sig sådan en indre fred, og tid bliver noget der er frikøbt. Eftertænksomhed bliver som det naturligste i verden til blog-tanker.

Vi er her endnu, Ham og jeg.

Hver for sig er ingen af os typer der gir op, sammen slet ikke. Vores stærkeste og svageste side i et´.

I mellemtiden er sandheder, og sikkert også fortolkninger, der er blevet til usandheder føget gennem luften. Et egentlig fælles gennembrud, den der terapeutiske fælles forståelsesramme har vi endnu ikke opnået. Måske skal vi det heller ikke ?!

Vi har haft et par hårde år, eller tre. Magre år. Nu higer vi efter de fede.

Han registrer ikke længere jeg begærer Ham. Det gør mig inderlig bedrøvet. Det har aldrig været forsvunden fra mit indre, men nok har jeg fraholdt mig fra at udtrykke det. Det er sådan en forsvarsmekaniske mod at blive såret. Bedragerisk faktisk, det eneste den kan er at skjule når det sker. Det blev min måde, at forsøge at deale det på, alene.

Jeg blev såret, dumt og banalt, men jeg kunne ikke tackle det, og kan til dels stadig ikke.

Mit indre sønderrives så snart jeg blot anskuer en risiko, og ur-hjernen trænger sig på for at sikre min overlevelse.

Jeg kan ikke det samme som jeg kunne engang, og jeg begræder det, føler jeg har mistet.

Mine øjne ser, ser de fodformede sko. Konstruktivt jeg forstår, det er jobrelateret og harmløst.

Følelsesmæssigt forslået, der er bare ikke rum og plads til risici, som vil føles som uagtsom manddrab.

Jeg har efterladt Ham med følelsen af, at Han irriterer mig. Av mit hjerte, hånden på det, det har Han aldrig gjort. Jeg var bare så lille, så forslået og følte mig så forsvarsløs, og mest af alt så forladt.

Havde så meget brug for Han holdt om mig – fast hvis jeg var modvillig, fast som sikkerhed for værn og tryghed. Fast for overbevisning.

Hans ord virkede så hårde, så rammende, så lammende. Hans tålmodighed virkede minimal.

Jeg trak mig ikke i trods. Var ikke så bevidst som nu. Distancen var/er ikke en form for handelsvare.

Jeg mistede følelsen af Han passede på mig.

Der er der vi er, der vi er endt. 

Konklusionen

Hvor længe tillader man sig selv, at tiden bliver stjålet fra os ? Kostbar dyrt købt, værdifuld tid.

Engang var vi fjorten sammen, ukompliceret. Engang var vi seksten, intenst. Tyve, tiden var uendelig og vi udødelige. 30´- 40´ i evig udvikling. Må 50´erne blive reakreative.

Viljen til at ville, er stadig fælles og intakt. 

Fundamentet er solidt. 

Troen ukuelig, men har været anfægtet, nu trænger den til at blive opdyrket. 

Med troen følger tilgivelse. Den ultimative af slagsen, den uden forbehold, der overgår manglende forståelse. 

Med tro følger handling. 

Bevidsthed om at ville det rette og initiativ til at gøre det.

Step by step, men kompromisløs radikalt.

Med målet for øje, at komme retur på min plads for Hans fødder.

Vi vil videre, i Tro, håb, og kærlighed.

Kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.