Weekenden efter ferien tar jeg afsted, mødes med en veninde, sover i dobbeltseng på hotel og går tur ved havet. Hvis verdenssituationen kan løses, skal vi gøre det over et glas Amarone, Barolo og en daiguri, eller tre. Desperate housewives.
Hun er typen der holder på formerne, i virkeligheden er hun ben. Vi har en hel del ligheder, egentlig underligt vi enes så godt. Kendte engang et forvildet kvindemenneske der sarkastisk sagde til mig ”hvor er det godt i to har fået hinanden at spejle jer i ”. Måske hun havde ret. Nu skal vi afsted og spejle.
Sidst vi mødtes var parvis, hyggeligt men anspændt. De har udfordringer der stikker i noget nær identisk retning af vores. Det var vel tænkt som et fælles forsøg på et gennembrud. Så sad vi der i udkant Danmarks mørke, et halvt fancy sted og spiste hummerbisk med sammen bidte tænder. En verden til forskel, fra da vi sammen krøb rundt på gulvet i sommerhuset i det nordsjællandske, med alt hvad det indebar.
Jeg er aldrig rigtig god til adskillelse fra Ham. Frøet fra barndommens separations angst har haft gunstige kår i vores forhold. Har aldrig følt trang eller behov for at gøre noget ved det, bliver bare hjemme i tryghedens favn.
Kontrol menneske nok til at håndterer det, det er bare altid med blandede følelser jeg tar afsted og permanent hjemve i hjertet.
Men når jeg tar afsted denne gang, ved jeg, det er en direkte investering i os.
Vi skal under overfladen. Ikke mere smalltalk eller halvhjertede fortravlede redningsplaner. Jeg mener, vi har stået bundet op sammen og taget hinandens smerte ind, det skaber en dybere samhørighed. Vi har kneppet hinanden med en strap-on, facade er en illusion.
Nu tar vi afsted, vi kør begge i overhalingsbanen og kursen er sat, tilbage på sporet.
Ikke halvt, men helt.
Slavindemariamagdalena's Blog 