MOMENTUM

Efter syv fede år, følger syv magre, åbenbart.

Det har været benhårdt parforholdsmæssigt. Ensomt, med en altomspændende følelse af, at være blevet forladt. Vaklende mellem troen på om viljen til at være i stand til at holde fast var robust nok, til at være så såret, lille, alene, forkastet og ja så bange for min egen eksistens, at det blev et forsvar af overlevelsesmode.

Årene har været præget af følelsesmæssigt kaos mellem Ham og jeg. Ikke et sekund har jeg sluppet kærligheden til Ham. Som det eneste har den stået fuldstændig uberørt, uanfægtet.

Mange tanker er tænkt og handlinger gjort i tiden der er gået. Smukke tanker der blot døde hen fordi det hele var så svært. Opgivende tanker der har kostet utal af tårer. Ingen ting har nogen sinde kunne gøre mig så sårbar som dette. Har følt mig så forsvarsløs og uden skjold, i en grad så jeg fortløbende tog det op til egenhændig vurdering, om det var sundt for min psyke.

Jeg husker ikke hvornår jeg slap min blog. Det må være år siden, om det er tre, fem, eller de famøse syv, har jeg mistet følingen med.

Jeg husker heller ikke hvornår jeg slap mig selv. Det skete ikke fra den ene dag til den anden, det skete ikke uden kamp. Men skete gjorde det, langsomt men sikkert.

Jeg er endnu ikke der hvor jeg ville kunne åbne min blog og se tilbage. Jeg prøver mentalt at finde mod til en dag, at kikke ind på min twitter konto. Begge står som ruiner.

De har været forbundet med stor sorg over alt vi satte til og mistede. Konfrontationen er stadig for følelsesmæssig sårbar for mig.

Vi må bare tage den herfra.

Vi er stadig sårbare sammen, tre skridt frem og to tilbage.

Jeg tog alt jeg havde givet Ham tilbage. Det var voldsomt, både for Ham og jeg, for hvem var vi så. Jeg ikke meget andet end den klump kød, Han i ægtepagtens hellige navn havde råderet over.

Hvor er vi så nu ? Det tror jeg ingen rigtig ved.

Ret udefinerbare. Han har jo altid været den Han er, i virkeligheden en meget stationær pondus.

Mit eget ”jeg” har jeg mistet overblikket på, det er stadig ret opslugt af kaos. Før ville jeg nok på radikalvis have hævdet, at en som jeg overhovedet ikke skulle besidde et eget jeg. Så ramte virkeligheden mig, og nu føler jeg mig nødtvunget til at formulere mine ord, med en hvis form for ydmyghed. Sandheden er at jeg er voldsom angst for at turde overgive mig igen.

Den submissive kerne er et vilkår. Men jegét var på mange måder formet af Ham. Jeg var jo kun fjorten år.

Jeg har virkelig været i sorg i årene der er gået. Havde indset, at jeg ikke evnede og turde mere, havde lagt alt fra mig, ædt nederlaget og erkendt, at det jeg havde mistet var væk for evigt.

 Undertrygt en hver submissiv nerve, ranket ryggen og prøvet at begå mig på ny, på bedste vis, med overlæg ignoreret en hver form for foragt både fra mig selv og den min submissive kerne lod mig føle var fra Ham.

I starten prøvede jeg at genfinde, kæmpede virkelig, skreg og hylede for at holde fast. Mislykkedes igen og igen, blev skubbet endnu længere væk og ned. Ku virkelig ikke, hvor end jeg gerne ville og febrilsk prøvede. For hvert mislykket forsøg svandt håbet og troen endnu mere. Til sidst holdt jeg helt op med at prøve og skrigene forstummede.

Jeg havde aldrig troet den dag skulle komme igen, hvor kernen kunne aktiveres. Hans hånd gled op over mine ribben, videre til mit bryst og med et greb der fyldte hver en nerve i min krop med tryghed. Kontrollen fløj, mens jeg blotlagde min hals for Ham. Vi fangede, genvandt, genopfandt eller skabte sammen et moment, Ham og jeg.

Og det er her vi er….

Smukt men skrøbeligt.

Hvorfor egentlig fortælle det ?!

Bloggen har alle dage været min stemme skænket til Ham. Som en lille gestus af et luft kys, jeg ved Han har sat særlig pris på .

Egennytte som selvterapi, det er her jeg tænker højt, og lige nu er det både grænseoverskridende og modigt af mig, overhovedet at være her.

Men også til dig derude, måske du kender mig fordi vi har delt stunder, nære som perifere. Måske du kender mig defineret her fra bloggen. Uanset kender du mig for den jeg var og ønsker at genfinde, hvorfor du pludselig får en enorm vigtig betydning i mit liv, da det stadig står sløret og tåget for mig selv. Jeg vil blive taknemmelig for et hvert lille hej i min indbakke på twitter (nu X), i et forsøg på at  genfinde virkeligheden og finde hjem.

Og endelig, hvis bloggen fortsat skal have sin berettigelse, så skal den del også med. Hvorfor jeg også kommer til at dele små dumme konkrete episoder fra den tid der var så svær og måske fortsat delvis er. Bloggen har alle dage været ærlighed uden filter, det har jeg sat en ære i og måske nu mere end nogen sinde før.