MOMENTUM

Efter syv fede år, følger syv magre, åbenbart.

Det har været benhårdt parforholdsmæssigt. Ensomt, med en altomspændende følelse af, at være blevet forladt. Vaklende mellem troen på om viljen til at være i stand til at holde fast var robust nok, til at være så såret, lille, alene, forkastet og ja så bange for min egen eksistens, at det blev et forsvar af overlevelsesmode.

Årene har været præget af følelsesmæssigt kaos mellem Ham og jeg. Ikke et sekund har jeg sluppet kærligheden til Ham. Som det eneste har den stået fuldstændig uberørt, uanfægtet.

Mange tanker er tænkt og handlinger gjort i tiden der er gået. Smukke tanker der blot døde hen fordi det hele var så svært. Opgivende tanker der har kostet utal af tårer. Ingen ting har nogen sinde kunne gøre mig så sårbar som dette. Har følt mig så forsvarsløs og uden skjold, i en grad så jeg fortløbende tog det op til egenhændig vurdering, om det var sundt for min psyke.

Jeg husker ikke hvornår jeg slap min blog. Det må være år siden, om det er tre, fem, eller de famøse syv, har jeg mistet følingen med.

Jeg husker heller ikke hvornår jeg slap mig selv. Det skete ikke fra den ene dag til den anden, det skete ikke uden kamp. Men skete gjorde det, langsomt men sikkert.

Jeg er endnu ikke der hvor jeg ville kunne åbne min blog og se tilbage. Jeg prøver mentalt at finde mod til en dag, at kikke ind på min twitter konto. Begge står som ruiner.

De har været forbundet med stor sorg over alt vi satte til og mistede. Konfrontationen er stadig for følelsesmæssig sårbar for mig.

Vi må bare tage den herfra.

Vi er stadig sårbare sammen, tre skridt frem og to tilbage.

Jeg tog alt jeg havde givet Ham tilbage. Det var voldsomt, både for Ham og jeg, for hvem var vi så. Jeg ikke meget andet end den klump kød, Han i ægtepagtens hellige navn havde råderet over.

Hvor er vi så nu ? Det tror jeg ingen rigtig ved.

Ret udefinerbare. Han har jo altid været den Han er, i virkeligheden en meget stationær pondus.

Mit eget ”jeg” har jeg mistet overblikket på, det er stadig ret opslugt af kaos. Før ville jeg nok på radikalvis have hævdet, at en som jeg overhovedet ikke skulle besidde et eget jeg. Så ramte virkeligheden mig, og nu føler jeg mig nødtvunget til at formulere mine ord, med en hvis form for ydmyghed. Sandheden er at jeg er voldsom angst for at turde overgive mig igen.

Den submissive kerne er et vilkår. Men jegét var på mange måder formet af Ham. Jeg var jo kun fjorten år.

Jeg har virkelig været i sorg i årene der er gået. Havde indset, at jeg ikke evnede og turde mere, havde lagt alt fra mig, ædt nederlaget og erkendt, at det jeg havde mistet var væk for evigt.

 Undertrygt en hver submissiv nerve, ranket ryggen og prøvet at begå mig på ny, på bedste vis, med overlæg ignoreret en hver form for foragt både fra mig selv og den min submissive kerne lod mig føle var fra Ham.

I starten prøvede jeg at genfinde, kæmpede virkelig, skreg og hylede for at holde fast. Mislykkedes igen og igen, blev skubbet endnu længere væk og ned. Ku virkelig ikke, hvor end jeg gerne ville og febrilsk prøvede. For hvert mislykket forsøg svandt håbet og troen endnu mere. Til sidst holdt jeg helt op med at prøve og skrigene forstummede.

Jeg havde aldrig troet den dag skulle komme igen, hvor kernen kunne aktiveres. Hans hånd gled op over mine ribben, videre til mit bryst og med et greb der fyldte hver en nerve i min krop med tryghed. Kontrollen fløj, mens jeg blotlagde min hals for Ham. Vi fangede, genvandt, genopfandt eller skabte sammen et moment, Ham og jeg.

Og det er her vi er….

Smukt men skrøbeligt.

Hvorfor egentlig fortælle det ?!

Bloggen har alle dage været min stemme skænket til Ham. Som en lille gestus af et luft kys, jeg ved Han har sat særlig pris på .

Egennytte som selvterapi, det er her jeg tænker højt, og lige nu er det både grænseoverskridende og modigt af mig, overhovedet at være her.

Men også til dig derude, måske du kender mig fordi vi har delt stunder, nære som perifere. Måske du kender mig defineret her fra bloggen. Uanset kender du mig for den jeg var og ønsker at genfinde, hvorfor du pludselig får en enorm vigtig betydning i mit liv, da det stadig står sløret og tåget for mig selv. Jeg vil blive taknemmelig for et hvert lille hej i min indbakke på twitter (nu X), i et forsøg på at  genfinde virkeligheden og finde hjem.

Og endelig, hvis bloggen fortsat skal have sin berettigelse, så skal den del også med. Hvorfor jeg også kommer til at dele små dumme konkrete episoder fra den tid der var så svær og måske fortsat delvis er. Bloggen har alle dage været ærlighed uden filter, det har jeg sat en ære i og måske nu mere end nogen sinde før.

Manifestet

Det blev en god weekend. Helt som planlagt, og håbet på. Tjekkede ind i de idylliske omgivelser, walk and talk i solskin ved havet, og tapas for to i sengen.

Hjemme fra var alt afstemt, så vi ankom begge med ro i sindet og frisk mod og ikke mindst vilje.

Efter de sidste års vildfarelse, kan udsvingene udefra synes store og kontrasten ekstrem. Så simpelt er det ikke helt, og langt fra alle dage falder let. Selvfølgelig er det en proces at finde retur til den dybe, dybe underkastelse mit hjerte attrå. 

Men det vigtigste må være:

Viljen til at ville !

Sådan dybfølt, fra bunden af mit hjerte.

Men med en sådan viljesbeslutning følger for mig også en defineret sandhed. Den der til døden jer skiller sandhed, den der om kærligheden der tåler og udholder alt, den der med at kvinden skal underligge sig manden. Det fundament har vi altid bygget på, det er ikke nyt, men det slog revner. Mistro kom i mellem os, tvivlen på om fundamentet kunne holde, anfægtelse af selve sandheden.

Pagten er fornyet.

Når alt det bliver svært, for det ved jeg det gør i praksis, så er det viljen der skal bære igennem.

Viljen til at elske på trods, viljen til at udvise tillid med de risici det indebære, viljen til tilgivelsen som kun findes i sit eget ultimativ, viljen til at kæmpe især når der skal føjes og bøjes.

Ord er taknemmelige, men jeg ved præcis hvad det er jeg skriver, for jeg har været der før og skal der hen igen. Jeg kender vejen og ved det koster en pris at nå der til. Viljen som skal være mit stærkeste, bliver også mit svageste, for ind i mellem skal den knækkes. Det kræver handlinger og gerninger. Ikke se mig gerninger for ros og anerkendelse, ikke gerninger til offentlighedens fryd og gammen. Men handlinger og gerninger der manifestere underkastelsen.

En sådan manifestation lod vi ske i weekenden. Bare hende og jeg. Selvfølgelig dedikeret og til ære for Dem. Handlingen i sig selv er intet, men at lade overgivelsen og offervilligheden manifestere sig igennem en gerning har en kraftfuld effekt. Det kan tage brodden af selv den stærkeste vilje.

Viljen til at ville, avler evnen til at kunne. 

Det må vi tro på, stå på og gå på……..

Bag facaden, under overfladen.

Weekenden efter ferien tar jeg afsted, mødes med en veninde, sover i dobbeltseng på hotel og går tur ved havet. Hvis verdenssituationen kan løses, skal vi gøre det over et glas Amarone, Barolo og en daiguri, eller tre. Desperate housewives.

Hun er typen der holder på formerne, i virkeligheden er hun ben. Vi har en hel del ligheder, egentlig underligt vi enes så godt. Kendte engang et forvildet kvindemenneske der sarkastisk sagde til mig ”hvor er det godt i to har fået hinanden at spejle jer i ”. Måske hun havde ret. Nu skal vi afsted og spejle.

Sidst vi mødtes var parvis, hyggeligt men anspændt. De har udfordringer der stikker i noget nær identisk retning af vores. Det var vel tænkt som et fælles forsøg på et gennembrud. Så sad vi der i udkant Danmarks mørke, et halvt fancy sted og spiste hummerbisk med sammen bidte tænder. En verden til forskel, fra da vi sammen krøb rundt på gulvet i sommerhuset i det nordsjællandske, med alt hvad det indebar.

Jeg er aldrig rigtig god til adskillelse fra Ham. Frøet fra barndommens separations angst har haft gunstige kår i vores forhold. Har aldrig følt trang eller behov for at gøre noget ved det, bliver bare hjemme i tryghedens favn.

Kontrol menneske nok til at håndterer det, det er bare altid med blandede følelser jeg tar afsted og permanent hjemve i hjertet.

Men når jeg tar afsted denne gang, ved jeg, det er en direkte investering i os.

Vi skal under overfladen. Ikke mere smalltalk eller halvhjertede fortravlede redningsplaner. Jeg mener, vi har stået bundet op sammen og taget hinandens smerte ind, det skaber en dybere samhørighed. Vi har kneppet hinanden med en strap-on, facade er en illusion. 

Nu tar vi afsted, vi kør begge i overhalingsbanen og kursen er sat, tilbage på sporet.

Ikke halvt, men helt.

Dokumentet

En form for fornyelse af pagten. Ægteskabet og underkastelsen.

En tro og love erklæring om viljen til underkastelse anno 2022.

Af et ærligt oprigtigt hjerte. 

At elske og ære Ham, til døden os skiller.

Afgive min krop, til Hans fulde rådighed og betjene Ham med seksuel villighed og begær.

Underkaste mig Hans fysiske nydelse og sadisme. 

At være hengiven på min plads for Hans fødder.

Målrettet at arbejde med mit sind for lydighed.

Bestræbe mig på at lytte, lyde, være mild og medgørlig.

Ophøje, støtte og stå bag Ham i alt, i trofasthed, som ambassadør og trofæ kone.

Til Ham fra mig ❤

Analysen

Analysen 

Vildmarkens ro, sneen der daler, har skrevet det før, men det er mit ynglings blog spot. Der breder sig sådan en indre fred, og tid bliver noget der er frikøbt. Eftertænksomhed bliver som det naturligste i verden til blog-tanker.

Vi er her endnu, Ham og jeg.

Hver for sig er ingen af os typer der gir op, sammen slet ikke. Vores stærkeste og svageste side i et´.

I mellemtiden er sandheder, og sikkert også fortolkninger, der er blevet til usandheder føget gennem luften. Et egentlig fælles gennembrud, den der terapeutiske fælles forståelsesramme har vi endnu ikke opnået. Måske skal vi det heller ikke ?!

Vi har haft et par hårde år, eller tre. Magre år. Nu higer vi efter de fede.

Han registrer ikke længere jeg begærer Ham. Det gør mig inderlig bedrøvet. Det har aldrig været forsvunden fra mit indre, men nok har jeg fraholdt mig fra at udtrykke det. Det er sådan en forsvarsmekaniske mod at blive såret. Bedragerisk faktisk, det eneste den kan er at skjule når det sker. Det blev min måde, at forsøge at deale det på, alene.

Jeg blev såret, dumt og banalt, men jeg kunne ikke tackle det, og kan til dels stadig ikke.

Mit indre sønderrives så snart jeg blot anskuer en risiko, og ur-hjernen trænger sig på for at sikre min overlevelse.

Jeg kan ikke det samme som jeg kunne engang, og jeg begræder det, føler jeg har mistet.

Mine øjne ser, ser de fodformede sko. Konstruktivt jeg forstår, det er jobrelateret og harmløst.

Følelsesmæssigt forslået, der er bare ikke rum og plads til risici, som vil føles som uagtsom manddrab.

Jeg har efterladt Ham med følelsen af, at Han irriterer mig. Av mit hjerte, hånden på det, det har Han aldrig gjort. Jeg var bare så lille, så forslået og følte mig så forsvarsløs, og mest af alt så forladt.

Havde så meget brug for Han holdt om mig – fast hvis jeg var modvillig, fast som sikkerhed for værn og tryghed. Fast for overbevisning.

Hans ord virkede så hårde, så rammende, så lammende. Hans tålmodighed virkede minimal.

Jeg trak mig ikke i trods. Var ikke så bevidst som nu. Distancen var/er ikke en form for handelsvare.

Jeg mistede følelsen af Han passede på mig.

Der er der vi er, der vi er endt. 

Konklusionen

Hvor længe tillader man sig selv, at tiden bliver stjålet fra os ? Kostbar dyrt købt, værdifuld tid.

Engang var vi fjorten sammen, ukompliceret. Engang var vi seksten, intenst. Tyve, tiden var uendelig og vi udødelige. 30´- 40´ i evig udvikling. Må 50´erne blive reakreative.

Viljen til at ville, er stadig fælles og intakt. 

Fundamentet er solidt. 

Troen ukuelig, men har været anfægtet, nu trænger den til at blive opdyrket. 

Med troen følger tilgivelse. Den ultimative af slagsen, den uden forbehold, der overgår manglende forståelse. 

Med tro følger handling. 

Bevidsthed om at ville det rette og initiativ til at gøre det.

Step by step, men kompromisløs radikalt.

Med målet for øje, at komme retur på min plads for Hans fødder.

Vi vil videre, i Tro, håb, og kærlighed.

Kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

Plat eller krone ?

Prioriteret tid, ro, fordybelse, her.

Vil dyrke minderne om det fine. Vores kærlighed er mere unik end den er 2020. En kærlighed der ikke er alle forundt, at få lov at opleve i det her ene jordiske liv. 

Han husker hvordan jeg sad i vindueskarmen, med rottehaler i 4.klasse da Han blev vist rundt som den nye elev. Jeg husker Han cyklede en omvej hjem fra spejder, for at følge mig gennem skoven i mørket. Jeg husker den skjulte, uskyldige og barnagtige men dybe forelskelse, trods det vi kun var tolv. De tusinder af stjålne blikke, en øjenkontakt så intens af forelskelse, at jeg måtte slå blikket ned, kun for at samle mod og gentage processen. Jeg var lille, da jeg startede med at falde i søvn til tanker om Ham. 

Kinddansen, min fødselsdagsfest i 5.kl, den første og eneste i vores liv tror jeg, men nærheden og intensiteten brændte sig fast. Han var mit første kys. Den første biograftur, hvor det tog en halv film, at få hænderne til at mødes, hvor efter jeg håbede den ville vare evigt. Et års fysisk adskillelse, sidste halvår 86, første 87. Gensynet der kulminerede i mødommen der forsvandt, hvor efter vi var sammen dag og nat og intenst sengeliggende de næste syv måneder. Unge, eksperimenterende, endnu ikke præget. Alle burde have ret til sådan en tid.

Endnu en adskillelse, jeg fik forvildet mig væk, målrettet på vej mod fortabelse. Halvandet år der forsvandt. Retur i trygheden føltes det som om, vi aldrig havde været væk fra hinanden. Jeg cyklede de 30 km ud til Ham, ydmyg, lidt genert men med målet for øje. Lagde mig på Hans seng og fortalte Ham ærligt om livet, så Han reelt vidste hvad Han gik ind til. 16 år, dejlig sorgløse, Han inviterede mig med i bad, og vi elskede under bruseren. Da vidste jeg, jeg var hvor jeg skulle være. Følte mig værnet og passet på og oprigtig elsket. 

Produktet af vores liv sammen er stort. Alt det klassiske, vi har gjort det godt, bør være taknemmelige.

Skal vi så sætte det hele over styr nu ?! 

Så frustrerende at opleve vi bare træder vande.

Bump på vejen burde vi være robuste til at klare, både Ham og jeg. Trædemøllen burde vi have kompetencer til at kunne navigere i. Vi har altid, midt i alting, været gode til at ville hinanden.

Vi har masser af stunder i bagagen, og stadig en levende længsel efter flere. Ødegårdens stilhed, morgensex, sex i sofaen, sex i vildmarksbadet, udskejelser og bare trætte nøgne udmattede kroppe der søger sammen. Island, tosomhed, forkælelse og kærlighed. Kusse-kareten, der køre os afsted på stjålne øjeblikke, skaber åndehuller og en fred hvor jeg kan synke sammen, og ned i Hans arme, mærke Ham og dufte Ham. Som en pansret mandskabsvogn der holder verden uden for.

Det må være krone side på mønten, og så er der bagsiden af medaljen.

Plat eller krone ?! 

In medias res

In medias res…..  Jeg har vist i øvrigt altid været bedre til følelsesporno end wanker-fortællinger.

Mut, stille tænksom landede jeg af alle steder her, min terapeut som jeg aldrig har haft ville ha´ anerkendt mig for processen. Alternativet var at fortrænge, tage varmt tøj på og ta i stalden til mine heste, mærke dem i stedet for mig selv, og lade det eneste livstegn der brød igennem mit panser være frosten der fik lov at bide mine kinder.

Jeg er alene, ensom og nu også ynkelig. Og hvis der er ting jeg forsager så er det ynkelighed, jeg hader det ! Giv mig lige fem minutter, så er jeg på benene igen.

Jeg har sagt til Ham han ikke skal blive af medlidenhed. Jeg har lovet Ham at jeg kan stå på benene hvis Han skrider. Det er også både min intention og stærke overbevisning, omvendt er jeg i ydmyg erkendelse af, kun at være et lille menneske og ingen kender dagen. 

Nu er vi her, vi mærker ikke hinanden længere og vi kæmper heller ikke for at komme til det. Fedladne, dovne og utaknemmelige for alt hvad vi havde.

Han har mistet troen på at jeg vil Ham, tror jeg. Jeg magter ikke overbevise og blive nedbrudt i atomer mens det står på. Nægter være med til at faldbyde min hengivenhed på den måde, den er mere værd end det. 

Når Han sætter ord på tænker jeg  ” holdkæft hvor unfair ” mens en fysisk smerte af en knivsæg flår mit indre. 

Vi kom hvis aldrig rigtig på den anden side, det er efterdønninger fra den gang. Jeg blev så såret, berettiget eller uberettiget. 

Jeg har spurgt Ham om en skilsmisse ikke var mere human for os begge. Det er ikke et nemt ud og væk. Jeg har ingen tanker, længsler eller begæringer om et liv på den ”anden side”. Men af to grunde. Simpelthen fordi det er så pinefuld svært at være så tæt på alt hvad mit hjerte begærer og alligevel så langt fra. Ind i mellem overvælder det mig og så gennemsyrer sorgen mig, så det bare føles som eneste udvej, bare væk. Væk fra smerte og sorg. Som nu.

Anden grund, fordi Han ikke skal kunne klantre mig for kun at blive pga. villa, volvo og vovhund.

Jeg giver ikke en fuck for det fysiske, hvilket jeg tror Han på bundlinjen godt ved. Så er der alle de andre mellem regninger, jobs der indvirker på hinanden, sorg og mistet stolthed over at lade det perfekte forældrebillede krakelere over for nu voksne børn. 

Men set med den moderne verdens briller så kommer alle jo nok også vel videre på den anden side af det. Bevares den del erkender jeg vil være en bitter pille, men derfra og så til at lade det være hele grundlaget er langt.

Dybtfølt ønske, Nej. Men for svært at være i og for krævende at opretholde Ja.

Jeg blev såret. Subjektivt følte jeg mig svigtet. Svigt er mit hjertes synonym for forladt. Smerten var intens, aktiverede urhjernens flugtreaktion. Den italesatte trang til at flygte som i virkeligheden nok var det civiliserede, men skrøbelige menneskes redningsappel, skabte mistillid på den evigt lovede troskab. Sådan gik det til at Han nu var blevet den forurettede part

Hvad Fuck skulle jeg med en terapeut ?!

Uden på smiler vi, holder jul, julefrokost og sætter stepvis flueben ved livets synlige succer. Vi har det jo meget godt, topskatten bliver betalt, der er julelys på huset, SoMe kan give en hver lille pige våde drømme og måske jeg køber en Montana reol på udsalg i januar, hvis sådan nogen da kommer på udsalg. De kommer i alt fald på  DBA når folk skal skilles.

Lidt psycho og en sæk over hovedet.

”Fik du orgasme?” spørg Han. Jeg tøver, men et naturligt smil bryder igennem. ”Okay, hvem af os to er så egentlig mest psycho”, svare Han selv. ”Jeg vidste trøjen passede til dig”.

Han spørg til gårdsdagens seance.

Jeg græder lidt på Hans bryst, bare sådan psykiske efterveer. Det er længe siden Han har taget mig på sådan en psykisk rutsjetur.

Måske gik det bare rent ind, fordi jeg var fuldstændig uforberedt, paraderne var sænkede, jeg synes selv jeg havde været lydig, mild, tjenende, tilgængelig, opmærksom på Ham. Ja jeg følte mig beredt.

I virkeligheden var jeg strippet for forsvar. Det føltes som om min egen kerne af submission, var gået til angreb og havde udslettet mit forsvar.

Jeg landede sikkert og trygt, men stadig overvældet og forundret over det ku ske, og kun med et endnu mere submissive hjerte. Forståeligt hjernen ser lidt krøllet ud.

Så fik jeg Hans sperm på mine bryster, Han er god til at trøste mig, jeg er en lykkelig tøs.

Det var en stille, langsom og summende dag, dagen der på. Vi badede nøgne i vildmarksbadet, nød hinandens kroppe, blidt, kontrastfyldt. Nød stilletiden foran brændeovnen.

Det var orgasmerne vi kom fra, dem Han nu krævede. Nu ville Han lege. Jeg har det altid ambivalent, når det bliver med mig ”som modtager”, så forsøgte at undvige, uden held. Han siger jeg skal ære Ham med mine orgasmer. Skamfuldt føler jeg.

Han tog mit syn og hørelse, befriende Han ikke kunne se mit ansigt, når min krop forrådte mig.

Smerte kneppet med kæmpe dildoen, kamufleret af magic-wand, min krop var grænseløs, vred sig og tog imod. Den har et lystpunkt der ikke er logisk. Orgasmen der gennemtvang kussens sammentrækninger i noget nær umulighed, i et hul der var fyldt ud til bristepunktet, skyllede den stærkeste smerte orgasme gennem min krop og jeg skreg den ud, til ære for Ham.

Han fortsatte, magic-wand er et torturredskab. Efter endt orgasme er den direkte fæl. Jeg hulkede, ”kan ikke mere”, men nogen gange kan man mere end man selv tror. Den er så hård, så voldsom, at den med sine taktfaste slag mørbanker kussen. Den bliver summende som en legemsdel der sover, en følelsesløs kødfloskel, og midt i det, er der så alligevel slag der intervalvis banker igennem, og får en ufrivillig orgasme til at rulle gennem kroppen, og giver 5 åndedrags skrigende nydelse, og så er det forfra igen.

Hans sperm gav det sin berettigelse.

Trådt på, spyttet på og pisset på.

Gårdsdagens seance.

Krøbet sammen i sofaen, prøver komme mig, forsøger klar gøre til en sikker landing – psykisk. Vildmarkens ro har samlet sig om mig, den mest stabile landingsbane jeg kunne tænke mig.

Det var hårdt, længe siden og kom bag på mig med hvilken kraft det ramte.

Døde ord, på en død blog, dagen derpå, vil aldrig kunne genspejle den virkelighed jeg følte.

Forlegenheden over min egen skrøbelighed vil virke yderligt som en lyddæmper.

Jeg ville så inderligt bare være til Hans rådighed, fuldt og helt. Føje, bøje og modtage, med et tak som byder. Troede min tøsehjerne stod sporet helt rigtig med tanker på dagene der gik forud.

Lydigt fulgte jeg Hans vink til invitation, piske på stribe lå klar.

Følte mig mentalt klar, åben, ydmyg, underkastet.

Fysisk hungrende for Hans brug og lyst.

Allerede i mit første forsøg på at indtage en position der var Ham til glæde og gavn, rykkede Han mig væk. Baller Han ku slå på og med kussen, hul og skamlæber synlig og tilgængelig bagfra. Hans første slag faldt så hårdt og uden varsel og rykkede mig fra min virkelig til Hans virkelighed.

Han slog, jeg tog i mod. Nogle af slagene var der en sær nydelse i, eller i alt fald en smerte der dragede mig mod nydelse.

Tårer flød og snot og mascara rendt. Men sådan kan Han også li det. Synes selv jeg modtog i lydighed.

Jeg mistede fodfæste, havde der været en sær form for nydelse slukkede Hans lussing på min kind den prompte. Han krævede mig min tale, men ord i mit indre var forstummet, jeg ku ikke tale, ikke presse ordene ud. Min hulken efterlod mig kun lige luft til eksistens og snot blokerede min næse.

Han vil bringe mig til kælderen. Jeg blev ramt af en angst der overgik lydigheden. Kunne ikke følge frivilligt med. Følte jeg appellerede med livet som indsats, og hellere miste det, end ende i kælderen. Så i billeder min bevidstløse krop blive slæbt ud over trappetrinenes beton og var rede til at lade det ske.

Begrænset af manchetter og fiksering i kæder, ender jeg liggende på trægulvet i husets hall. Jeg mærker det ikke, min hjerne er i nødberedskab, end ikke dagslyset tager den længere ind.

Han sparker mig, føler mig udsat, sårbar og langt væk i ingenmandsland og alligevel rammer en tanke min hjerne som et klart lyn, med en tvivl på om Han passer på mig.

Dødsstødet. 

Jeg er langt væk, ført bort, af blind naiv underkastelse og forblændet af Ham.

Han har blottet min sjæl og åbnet til mit inderste.

Han bryder boblen.

Hans ord og tale skær gennem marv og ben.

Forsvarsløs tar jeg imod.

Aldrig kald mig stærk, når jeg er allermest svag.

Det var dødsstødet til min psyke.

Kald mig luder, hore, skøge og dum, ting til glæde og gavn.

Han spyttede på mig. Foragter Han ?

Hans varme urin indtog min krop, rislende over trøjen Han selv havde iklædt mig.

Sært taknemlig over at være fundet værdig til at modtage, og i det hele taget at måtte få noget fra Ham, gjorde jeg i min svaghed et forsøg på at strutte med silikonebrysterne sådan som Han kan li det, mens jeg lod den sære form for nydelse indtage mig til trøst.

Han kneppede mig, hårdt og længe, det føles som voldtægt, jeg tænkte gentagende om Han aldrig stoppede, alligevel var jeg taknemlig over at mærke Ham, tyngden, få Ham tæt på. Taknemlig for at være genstand for Hans forløsning.

På lammeskindet ved Hans føder genfandt jeg åndedragets rytme, roen, bevidstheden, virkeligheden og faldt i søvn.

I dag, dagen derpå, gør jeg klar til landing.

(også den har kostet tårer) 

Vildmarkens ro

Vi har plus på kalender kontoen og nu høster vi. Fem dage uafbrudt, alene, Ham og jeg i Vildmarkens ro. Fuldstændig uforstyrret.

Tid, rum og mulighed for uhæmmet sex.

Kærligheden skal dyrkes, limen der binder os sammen og som aldrig må miste sit greb i os.

Klædte mig på til afgang, selvsiddende og overknee strømper, kort nederdel, stram top og løst hår, efter Hans præferencer.

Nøgent skød, tilgængelig.

Kursen var sat, 1000km nord, de fleste med blottet skød.

Hans hånd i mit skød, Han udfritter og blotter min lyst. Min slavinde sjæl fyldes af iveren efter i underkastelse og give alt i mig hen til Ham.

Hans stemme taler om fremvisning og begær, mine ører lytter uden at høre, i underkastelsen vil jeg modtage hvad end Han byder, rationelt blokeret.

Ankomst, mærke roen og dyrke begæret. Ukompliceret.

Lykkefølelsen af at være fyldt med Hans sperm. Min rus.

Natten, sove, putte, morgenstunden der er kun os to i himmelsengen, vildmarken gør os så godt.

Gåtur ved vandfaldet, vi har det godt sammen Han og jeg.

Benytter solskindet til muligheden for at være nøgen i hængekøjen, for Ham.

Solen bager mit skød, bringer minder om nøgen stranden og gør mig liderlig.

Underkastelsen suser inden i mig, vil bare yde, lyde og følge, så åben og parat.

Opmærksom på ikke at være påtrængende og usikker på, om jeg kan afkode Ham ret.

Prøver være sober og afventende på tegn til invitation fra Ham.